Løkke på rundtur i de bløde sofaer

Danmarks tidligere statsminister går i offensiven og deltager i tre talkshows for at dæmpe uroen i partiet

Løkke nægter at gå af som formand i Venstre, men hvordan vil han så bevare magten? Henrik Qvortrup analyserer. Producer: Kristian Hansen

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen erkender onsdag aften under en rundtur i tre forskellige talkshows, at der er uro i partiet, men han erkender ikke, at der er fløjkrige.

Tidligere på dagen ønskede den tidligere statsminister ikke at lade sig interviewe efter et gruppemøde på Christiansborg, men om aftenen befinder han sig i de bløde sofaer til en snak om uroen i Venstre.

- Jeg erkender, at der er uro i partiet, og det kommer ikke af ingenting, siger Løkke i TV2's aftenudsendelse Go' aften live.

Flere folketingsmedlemmer og Venstres bagland har åbent erklæret mistillid til formanden.

Løkke mener, at det skyldes de beslutninger, der blev truffet, da partiet sad i regering. Han undlader at komme ind på den fløjkrig, der har eksisteret i Venstre siden formandsopgøret i 2014, hvor han blev udfordret og vandt over næstformand Kristian Jensen (V) efter den såkaldte tøjsag.

Han anerkender ikke, at der har været en fløjkrig siden dengang, siger han direkte.

- Jeg kan huske alt, hvad der er sagt, men ikke hvem der sagde det, ynder han at sige.

Desuden deltager Lars Løkke Rasmussen i "Lippert" på TV2 News samt Aftenshowet på DR.

- Der er folk i vores bagland, som ikke har været glade for de beslutninger, vi har været nødt til at tage i regering, siger Løkke og henviser til forslaget om at nedlægge regionsrådene, hvilket aldrig nåede at ske.

- Vi har betalt en pris for at være i regering, men nu står vi i en ny situation, hvor vi er fri af det.

Løkke brugte sin sommer på at finde ud af, om han "havde energi til at sætte sig op på hesten", men har ikke skænket det en tanke, efter at forløbet startede.

Uroen opstod, da Kristian Jensen tidligere i august i et interview med Berlingske sagde, at Venstre ikke igen skal gå til valg på at danne en SV-regering.

Den regeringskonstellation gjorde Løkke ellers til sin førsteprioritet dagen før folketingsvalget 5. juni. Løkke svarer ikke klart på, om han burde have orienteret Kristian Jensen bedre om den udmelding.

På partiets sommergruppemøde måtte Jensen beklage sine udtalelser og lægge ører til krav fra partinestor Claus Hjort Frederiksen om at trække sig som næstformand.

Få dage senere endte Hjort dog med at acceptere Kristian Jensen som næstformand.

Venstres hovedbestyrelse mødes lørdag i Brejning ved Vejle. Forretningsudvalget, der står for driften af partiet, mødes fredag.

Venstres landsmøde er planlagt til 16.-17. november, men flere i Venstre har ønsket at fremrykke til en dato før Folketingets åbning 1. oktober for at have klarhed over partiets fremtidige ledelse.

/ritzau/

Henrik Qvortrup. Foto: Olivia Loftlund Dansk politik - 27. aug. 2019 - kl. 18:39 Q om Løkkes taktik: - Han vil tale solen sort. True, intimidere, klynke

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere