Løkke: Rigtig god husleje

Den tidligere statsminister forklarer, at det gik stærkt, da han og familien forlod villaen i Græsted

Sølle 10.000 kroner betalte Lars Løkke Rasmussen, da han i 2012 indtog 175 kvadratmeter i Nyhavn.

Det erkender han over for Ekstra Bladet, der kan offentliggøre lejekontrakten med en lave husleje.

Løkke bekræfter overfor Ekstra Bladet, at huslejen var yderst overkommelig, da han flyttede ind i Nyhavn i 2012.

- Det er fuldstændig rigtigt. Det var en meget god husleje, vi kom ind til. Den var desværre også midlertidig, siger løsgænger Lars Løkke Rasmussen over FaceTime.

- Hvad betaler du så nu?

- Jeg betaler i omegnen af det dobbelte. Jeg har lavet min egen research her i ejendommen i dag og fundet ud af, at nogen betaler mere og nogen betaler mindre. Men vi er allesammen glade for at bo her.

- Hvordan kunne du komme ind til den lave leje. Det var jo meget billigt også dengang?

- Jeg har aftalt en husleje med min udlejer. Det er hvad, jeg har gjort.

Heldig-Lars

En god husleje. En rigtig god husleje
- LLO (Lejernes Landsorganisation) kalder din husleje i 2012 'uhyggeligt lav'. De kunne nedlægge deres organisation, hvis alle lejere var så godt stillet.

- Det er da fint, hvis jeg kan yde et bidrag til det.

- Helt ærligt, jeg gider ikke folde det mere ud. Der var nogle særlige omstændigheder i 2012. Vi skulle flytte. Det gik stærkt. Jeg spurgte mig for. Og jeg er glad for, at jeg kunne komme ind her til en god husleje. En rigtig god husleje. Men også en midlertidig god husleje. Den matcher ikke det, jeg har betalt i mange, mange år.

- På daværende tidspunkt var du en magtfuld mand. Kan man tillade sig i den position...

- Det var mit citat. Jeg har ikke mere, slutter den tidligere statsminister.

Lars Løkkes forklaring om, at han ikke længere betaler beskedne 10.000 kroner om måneden i husleje understøttes ikke af lejekontrakten fra 2012.

Lejekontrakten indeholder nemlig ingen oplysninger om, at kontrakten er midlertidig eller tidsbegrænset.

Herunder kan du se uddrag fra lejekontrakten.