Lars Løkke Rasmussen (V) vil frede boligejerne og aflyse stigninger i grundskylden. Det sker ved at bruge 10 milliarder kroner og lave et nyt skattestop for boligejere.
Det står der i statsministerens tale ved Folketingets åbning i dag, fordi Venstres eget skattestop fra 2001 ikke har virket efter hensigten.
- Vi skal skabe tryghed for boligejerne – både for dem, der ejer deres bolig i dag, og for nye generationer, står der i Lars Løkkes tale.
Dermed fremlægger regeringen i morgen både et nyt vurderingssystem til boliger og et nyt forslag til boligbeskatning, hvor Løkke altså vil lave et nyt skattestop.
Forbedret skattestop
- Vi skabte selv skattestoppet i 2001 med det sigte at skabe tryghed for boligejerne. Det var godt. Men det har vist sig langtfra at være godt nok.
De samlede ejendomsskatter er vokset med 18 mia. kr. siden 2001 på trods af skattestoppet ifølge Lars Løkke.
- Nogen har slet ikke råd til at blive boende i deres eget hjem. På trods af skattestoppet. Og hvis vi ikke gør noget, så vil boligskatterne frem til 2040 reelt stige med yderligere 10 mia. kr.
- På trods af skattestoppet. Det er altså ikke tryghed. Tværtimod. Derfor skal vi have et nyt, bedre skattestop, så boligejerne får en reel tryghed, står der i Lars Løkkes tale.
Benhård deadline: Løkke og Hjort spiller højt spil
Lavere grundskyld
Samtidig med det nye system vil regeringen sætte skatteprocenterne ned.
Det nye vurderingssystem vil samlet set betyde højere vurderinger, fordi boligpriserne mange steder er steget markant.
- Hvis vi kun indførte nye vurderinger og ikke gjorde andet. Så ville det føre til langt højere skatter. Det ønsker regeringen ikke.
- Nye vurderinger skal ikke være en pengemaskine. Vi vil sænke både grundskyldssatsen og ejendomsværdisatsen, siger Lars Løkke.
Derfor vil regeringen mindske boligskatterne i mange år frem med den reserve på 24 milliarder kroner, som er afsat i den såkaldte 2025-plan.
Ingen skal betale mere
De nuværende ejendomsvurderinger rammer tilfældigt og skævt, så huse på samme vej vurderes forskelligt.
- Det er utrygt for den enkelte. Det er for dårligt. Det skal vi gøre bedre Ingen må blive beskattet ud af sin bolig. Der skal være tryghed for boligejerne, lyder det i talen.
- Som det er nu, står mange boligejere over for kraftige stigninger i grundskylden i mange år frem. De stigninger, som ligger efter 2020, vil vi – når vi har indført det nye system – aflyse, siger Løkkes talepapir.
Hvis der kan findes et flertal for de nye regler for boligskat, så mener regeringen, at de skal træde i kraft, når den politiske aftale om boligbeskatningen udløber i 2020.
- Ingen nuværende boligejere vil komme til at betale mere, end med de nuværende skatteregler. Og mange vil komme til at betale mindre, står der i Lars Løkkes tale.
Engell om blå krig bag facaden: Samuelsen truer Løkke med øksen
Boligskat i forhandlinger
Regeringen inviterer nu partierne til en grundig orientering om det nye skattestop.
- Vi ønsker at indgå en aftale om et nyt og forbedret boligskattestop som en del af 2025-forhandlingerne, står der i talen.
- Jeg vil opfordre til, at vi i fælleskab finder en løsning for de mange danskere, der bor i ejerbolig. Det er mere end halvdelen af befolkningen.