Løkkes nye kommando-central

Fra luksusvilla til industrikvarter: Ved siden af et byggemarked i Herlev stabler Lars Løkkes frivillige et parti på benene

Danmarks tidligere statsminister slår sine folder under noget mere beskedne kår end i de kronede Venstre-dage.

Lars Løkke Rasmussens politiske projekt, der efter alt at dømme om kort tid officielt bliver et politisk parti, har nemlig slået sig ned i krydsfeltet mellem en trælast og en gokart-hal i et industrikvarter i Herlev.

Ekstra Bladet har besøgt Løkkes nye kommando-central, hvor der allerede er tryk på kedlerne med frivillige, der forbereder overgangen fra 'politisk mødested' til politisk parti.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er Lars Løkke Rasmussen også selv jævnligt tilstede.

Og kontrasten til det parti-hovedkvarter, som Løkke senest har rådet over, er slående.

Søllerød-idyl
17 kilometers kørsel mod nord fra LLR-netværkets nye hovedsæde ligger Venstres Landsorganisations hovedkvarter.

Landstedet er bygget i rokokostil og har størrelse som et mindre palæ. Det ligger med med udsigt til parklignende haver og rhododendron-buske i fuldt flor. Blot 50 meter længere henne slår vejen et bugt og afslører Søllerød gadekær, hvor Michelin-restauranten Søllerød Kro idyllisk spejler sig mellem åkanderne

Dannebrog blafrer i masten under de 100 år gamle bøgetræer.

Det formelle navn på V-hovedsædet er Carlsminde. Bygningen er opført 1751. Carlsminde har bl.a. været ejet af etatsråd Isak Glückstadt.

Her har Venstre haft til huse siden 1971.

Og det kom ikke på tale at bytte domicilet ud med et i provinsen, da VLAK-regeringen i 2017 flyttede tusindvis af statslige arbejdspladser til bl.a. Jylland.

- Det har en lang forhistorie, hvorfor vi har fået de lokaliteter skænket til Venstre i tidernes morgen, lød det i P1 fra Lars Løkkes daværende landdistriktsordfører, Thomas Danielsen (V), som skulle forklare, hvorfor Venstre ikke selv ville flytte deres ansatte ud i provinsen.

- Hvorfor var Søllerød egentlig ikke med, da I annoncerede de første knap 4.000 flytninger?

- Fordi Søllerød ikke er statslige arbejdspladser, lød det fra Danielsen i radioen.

Millioner værd
Og Venstre har da også andre grunde til at holde fast i den hvidkalkede liebhaver-ejendom med de sortglaserede tegl.

Den udgør en værdifuld beholdning i partiets formue.

Af det seneste partiregnskab er Søllerød-ejendommen bogført med en offentlig ejendomsværdi på 12 mio. kroner.

Den værdig vil dog være langt højere på det nuværende boligmarked, hvor priserne i Holte og omegn er steget med op mod 20 pct de seneste år.

Støj fra gaffeltrucken
Tilbage i Herlev må Lars Løkke Rasmussens nye tropper døje med bak-bippene fra gaffeltrucks, der kører læssevis af tømmer rundt på trælastens udendørs lager. Overfor skilter go-kart-hallen med tilbud til firma-udflugten, og henne om hjørnet er der tilbud på coinoffers hos McDonald's.

LLR's Politikske Mødested har ikke ønsket at kommentere beliggenheden af deres hovedkvarter.

Løkke gamle hovedkvarter i Søllerup. Ren idyl. Foto: Emil Agerskov
Løkke gamle hovedkvarter i Søllerup. Ren idyl. Foto: Emil Agerskov
 

Det er i denne kontorbygning ved siden af et byggemarked, at Lars Løkke Rasmussens tropper nu huserer. Foto: Emil Agerskov
Det er i denne kontorbygning ved siden af et byggemarked, at Lars Løkke Rasmussens tropper nu huserer. Foto: Emil Agerskov