Den helt store overraskelse på Lars Løkke Rasmussens nye ministerhold er DA-direktøren Jørn Neergaard Larsen, der tiltræder som beskæftigelsesminister.
Og den 66-årige jurist kan vise sig at være et knap så behageligt bekendtskab for landets førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre, der modtager i sociale ydelser.
I hvert fald foreslog Dansk Arbejdsgiverforening med Neergaard Larsen i spidsen så sent som i april massive nedskæringer på sociale ydelser.
Ned med en fjerdedel
Blandt andet skulle førtidspensionen slagtes med en fjerdedel fra 17.987 til 13.515 kroner om måneden. Kontanthjælpen for ikke-forsørgere over 30 skulle falde med 1800 kroner månedligt - fra 10.849 til 9.041.
Her er Løkkes største overraskelser
Se navnene: Her er hele Løkkes ministerhold
Jobafklaringsydelsen, ledighedsydelsen og ressourceforløbsydelsen blev foreslået helt afskaffet, men blev alligevel taget med i DA's beregninger, da arbejdsgiverforeningen gerne ville byde på, hvor mange penge personer på de nævnte ydelser skulle miste - mellem 1.000 og 4.400 kroner månedligt.
'De er taget med i DA's udspil for at illustrere den nedgang, som modtagerne ifølge DA bør opleve.'
Taberland
Ifølge Jørgen Neergaard Larsen er det nødvendigt, at langt færre danskere bliver forsørget af det offentlige. Det fik Neergaard Larsen til at bruge udtrykket 'taberland' om Danmark.
- Hvis man sammenligner os med for eksempel Sverige, så er der ét punkt, hvor Danmark virkelig kommer til at fremstå som et taberland. Og det er vores høje antal af voksne i den arbejdsdygtige alder, der bliver forsørget af det offentlige, sagde han i forbindelse med DA's forslag til DR i april.
Neergaard Larsen havde ingen kommentarer til konkrete politiske forslag, da han søndag morgen mødte pressen foran Christiansborg.