Løsning på Arne-kaos? - Jublen udebliver

Flere ansøgere om Arne-pension er endt i et dokumentations-helvede. Det skal flere ressourcer til Rigsarkivet nu løse

John Sandahl er en af de håbefulde ansøgere. Han har været på arbejdsmarkedet siden 1974. Foto: Tim Kildeborg Jensen
John Sandahl er en af de håbefulde ansøgere. Han har været på arbejdsmarkedet siden 1974. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Nu skal en særskilt afdeling i Rigsarkivet hjælpe ansøgere til Arne-pension hurtigere igennem papirhelvedet.

Det foreslår regeringen i et nyt lovforlsag. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Det sker efter, at dokumentationskravet har voldt flere ansøgere problemer.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan flere ansøgere ikke kunne blive godkendt til Arne-pension, fordi de mangler dokumentation - i form af lønsedler, kontrakter eller svendebreve - for deres første ansættelser i midten af 70'erne.

Det nye forslag skal forkorte behandlingstiden hos Rigsarkivet. Lige nu kan det tage op til et år at få udleveret dokumentation fra Rigsarkivet. 

Rigsarkivet bombarderet af ansøgere
En af de håbefulde ansøgere er 64-årige John Sandahl.

- Det var da en glædelig nyhed, siger John Sandahl, da han hører om det nye forslag.

Han kan lige nu se frem til et år mere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension 1. januar 2022. Det kan han, fordi han ikke kan dokumentere sin tid som lærling tilbage i midten af 70'erne.

Det har han brug for Rigsarkivets hjælp til, og det er han langt fra den eneste, der har.

Rigsarkivet har fået flere end 1000 ansøgninger, der knytter sig til tidlig pension, og behandlingstiden er lige nu op til et år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

John Sandahl er for tiden ledig. Sevom der generelt er mangel på arbejdskraft, oplever John, at han bliver valgt fra på grund af sin alder.
John Sandahl er for tiden ledig. Sevom der generelt er mangel på arbejdskraft, oplever John, at han bliver valgt fra på grund af sin alder.

Hvorfor er det endt i kaos?

Det er indbetalinger til den lovpligtige pensionsordning ATP, der bliver brugt som rettesnor for tildelingen af Arne-pension.

Lærlinge blev dog først omfattet af ATP i 1977. Alle lærlinge- og elev-perioder før er ikke registreret i ATP.

Selvstændige, der ikke selv har betalt til ATP, er heller ikke registreret.

Hvis man ikke kan dokumentere sin tid på arbejdsmarkedet igennem ATP, forventes det, at man selv finder andre former for beviser - det kan være gamle lønsedler eller et gammelt svendebreve.

Sidste udvej er skatteregistre i Rigsarkivet. Om du kan trække dig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, afhænger af, hvor meget anciennitet på arbejdsmarkedet du har optjent.

Hvem kan få Arne-pension
Du har ret til at gå et, to eller tre år tidligere på pension, alt afhængigt af hvor længe du har været tilknyttet arbejdsmarkedet.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er de år, hvor du har været i arbejde eller været på eventuel barsel, arbejdsløsheds og sygedagpenge.

Det antal år, du har været i arbejde, når du er 61 år (opgørelsestidspunktet), er afgørende for, om du kan gå på pension tidligere, også kaldet Arne-pension:

  • 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til tre år med tidlig pension
  • 43 år på arbejdsmarkedet giver ret til to år med tidlig pension
  • 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til et år med tidlig pension.

Fra 2026 hæves opgørelsestidspunktet til 62 år, og anciennitetskravene ændres til 43-45 år. Fra 2027 hæves opgørelsestidspunktet til 63 år, og samtidig vil kravet om anciennitet stige til 44-46 år.

Kilde: Ældresagen og Beskæftigelsesministeriet.

 

Flere ubesvarede spørgsmål
Lovforslaget forventes at blive fremsat for Folketinget i oktober, så for John Sandahl og andre, der håber på at benytte sig af Arne-pensionen fra 1. januar 2022, kan det vise sig at blive en kamp mod tiden.

Beskæftigelsesministeriet kan nemlig ikke svare på, hvor hurtigt man forventer at behandle ansøgningerne, hvis forslaget stemmes igennem. Man kan heller ikke svare på, hvor mange penge vil afsætte til afdelingen.

John Sandahl tør heller ikke helt at juble endnu, selvom han er glad for udviklingen.  

- Min ansøgning skal godkendes, før jeg tror det. Men hvis ventetiden bliver kortere, er det selvfølgelig værd at tage med, siger han.

Beskæftigelsesministeriet understreger, at man har mulighed for at modtage tidlig pension med tilbagevirkende kraft, hvis sagsbehandlingen af ens sag trækker ud.

Løsning på Arne-kaos? - Jublen udebliver

Joachim B.: Arne-pension er et bureaukratisk helvede

Løsning på Arne-kaos? - Jublen udebliver

Jane Lauridsen mangler en måned for at opnå Arne-pension