Lokal DF-formand om flygtninge-foto: Ja, det er lidt provokerende

'Next stop Frederiksberg' står der med store, farvede typer over et billede af en båd med flygtninge på en ny DF-reklame. Det får andre politikere op i det røde felt

Billedet her vandt en andenplads til World Press Photo. (Foto: Massimo Sestini, som er tilknyttet AP)
Billedet her vandt en andenplads til World Press Photo. (Foto: Massimo Sestini, som er tilknyttet AP)

Skulder om skulder sidder og står en masse flygtninge i en alt for lille båd. De er på vej over Middelhavet, fordi der er krig i deres hjemland. Billedet vandt en andenplads til World Press Photo, og nu har Dansk Folkeparti i Frederiksberg brugt det i en ny reklame for et debatmøde.

Den reklame bliver dog langt fra modtaget med kyshånd. Tværtimod. På fotoet har DF i Frederiksberg nemlig skrevet med store, røde bogstaver: 'Next stop Frederiksberg'. Desuden skriver lokalafdelingen i opslaget, at de vil lave et kort, hvor man som indbygger i Frederiksberg kan se, hvor tæt man bor på den nærmeste flygtning.

Raser mod partiet
Flere har taget stærkt afstand til reklamen på de sociale medier. Deriblandt flere politikere:

Lokalformand: Had ligger ikke bag
Ekstra Bladet har spurgt Jens Tørning, der er lokalformanden for DF i Frederiksberg, om, hvilke tanker der lå bag, da reklamen blev lavet.

- Ja, det er jo lidt provokerende. Billedet kan vække empati, som vi håbede, at billedet ville. Det, vi gerne vil med vores møde, er, at gøre opmærksom på, at der er et stort demografisk problem her i verden. Når man ser billedet af båden, kan man tænke meget. I den anden ende af spektret kan man jo tænke, at krigsskibet bare kan affyre deres kanoner mod bådene.

- Og hvilken en af mulighederne tænkte I så på, da I skrev teksten på billedet?

- Jeg har set, at det har frembragt ret voldsomme reaktioner, og det har da overrasket. Hensigten har ikke været at stigmatisere og sprede manipulerende meninger om had og frygt. Vi vil bare vise virkeligheden, og jeg synes, det er et uhyggeligt billede.

- Er det uhyggeligt, fordi de skal til Frederiksberg?

Nej, nej, der fangede du mig på det gale ben. Når vi har skrevet sådan, så har hensigten været at se på det som en lille flig af et kæmpe problem. 60 flygtninge i Frederiksberg gør jo ikke noget. Vi bliver nødt til at vågne op og spørge, hvad vi gør ved den her demografiske udvikling.

- Vi vil bare skabe en åben debat. Men vi er jo ikke et reklamebureau, og det kan da godt være, at vi ikke har været super effektive til at lave vores opslag, og vi havde i hvert fald ikke regnet med, at det ville skabe sådan en mediestorm.

- I har også skrevet, at I vil lave et kort, så man som borger i Frederiksberg kan se, hvor tæt man bor på en flygtning...

- Nej, nej, det der er der så mange, der er blevet stødt over, så det laver vi ikke alligevel. Det er gået op for mig, at det bliver opfattet som meget truende, og det er absolut ikke hensigten, og derfor kommer der ikke et kort.

- Ideen er jo bare, at det er en invitation til et debatmøde. Det er ikke for at true eller påvirke nogen i en retning. Vores hensigt er ikke at stigmatisere eller opfordre til ghettoer. Men når vi oplever, at det bliver opfattet på en helt anden måde, end vi som afsendere tænkte, så laver vi det naturligvis ikke.

- I skriver også, at flygtninge ofte bliver placeret i kvarterer, hvor det potentielt kan medføre problemer. Hvorfor er det et problem, at der kommer nogen til Danmark, fordi de er blevet tvunget fra et krigshærget land, hvor de var i livsfare?

- Det er ikke et problem, og det er da dejligt, at de er blevet frelst. Vi har bare hørt fra vores søster-foreninger i blandt andet Jylland, at der har været mange reaktioner på det. Vi vil ikke stigmatisere flygtninge, vi vil bare vise, hvordan virkeligheden er.

- Lige til sidst: Vil du hellere have, at flygtninge kommer til Frederiksberg, eller skal de blive nede i et land, hvor de ikke vil overleve?

- Det spørgsmål vil vi diskutere på mødet, og der er to synspunkter: Hvis vi kunne, ville jeg bestemt tage dem alle sammen til Danmark. Kæden hopper dog af, fordi der er så mange. Vi ser jo kun begyndelsen nu. Og spørgsmålet er hele tiden: Skal vi hjælpe mange flygtninge i nærområdet, eller skal vi hjælpe få flygtninge i Danmark.

- Så I vil diskutere et 'først til mølle'-princip?

- Nej. Men i en demokratisk debat diskuterer man for at lære og måske ændre synspunkt. Det her er ikke en diskussion om, hvorvidt vi skal hjælpe de her flygtninge. Det er en diskussion om, hvordan de skal hjælpes. Ingen vil jo ikke hjælpe mennesker, der har brug for det. Det tror jeg i hvert fald ikke.

262 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere