Dansk Folkepartis lokalbestyrelse i Hjørring opløser sig selv i protest mod partiledelsen.
Alle medlemmer pånær ét forlader partiet med omgående virkning og beskylder samtidig partiformand Morten Messerschmidt for at acceptere mandatsvig.
Det fremgår af et brev, som lokalbestyrelsen torsdag har sendt direkte til partiformanden, og som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.
- Vi synes, at emnet er alvorligt for DF. Desværre føler vi os svigtet af DF's ledelse, lyder det indledningsvist i brevet.
Kreativ bogføring
De medlemmer, der nu forlader partiet, indtrådte i bestyrelsen i maj 2021 og opdagede 'kreativ' bogføring begået af den tidligere bestyrelse. Ifølge medlemmerne advarede de partisektretæren og hovedbestyrelsen både skriftligt og mundtligt, uden at der blev grebet ind.
Den seneste advarsel blev sendt direkte til Morten Messerschmidt 23. februar.
- Vores historik er, at der fra første dag i den nye bestyrelse er blevet spændt ben for os - både fra den tidligere bestyrelse og fra Christiansborg. (...) Der foreligger stort set kun 'mystiske' bilag, der ikke på nogen måde er bogført. Vi har fået at vide, at bogføring ikke er påkrævet (Steen Thomsen) ????, står der blandt andet i brevet.
Steen Thomsen var partisekretær i Dansk Folkeparti og dermed bindeleddet mellem partiets bagland og den øverste partitop. Han fratrådte stillingen i februar i år.
'Har lækket alt'
Det ene medlem, der ikke forlader partiet, er Orla Kjærsgaard.
Han bliver i brevet citeret for at have sagt, at de andre medlemmer 'slet ikke skal være bekymrede, fordi alt er, som det skal være.'
Samtidig kunne de resterende medlemmer konstatere, at der var købt underligt store mængder dagligvarer og vin, specielt under coronakrisen, hvor landet var lukket ned.
Orla Kjærsgaard får også hårde ord med på vejen.
'Han har i det forløbne år modarbejdet os andre i bestyrelsen og har brudt tavshedsløftet og lækket alt, hvad vi har talt om på bestyrelsesmøderne,' lyder en anklage i brevet.
Støtter Messerschmidt-rival
I brevet bliver partiledelsen også kritiseret for sin behandling af Erik Høgh-Sørensen, der ved kommunalvalget fik femte flest stemmer blandt alle Hjørrings byrådskandidater.
Erik Høgh-Sørensen var Morten Messerschmidts rival i formandskampen, men han trak sig før det endelig valg og pegede i stedet på Martin Henriksen som sin kandidat.
For nyligt modtog han en advarsel af DF, hvilket du kan læse mere om her.
Bestyrelsesmedlemmerne i Hjørring afslutter brevet med en opfordring til ledelsen om at få styr på bilagene, som de i sin tid selv modtog vedlagt i et chartek. De er nu vedlagt i samme form.
'Med den kreative bogføring, I er gode til i DF, sender vi vores regnskaber i et chartek,' lyder det afslutningsvis i brevet, der er underskrevet af formand Kurt Jensen, næstformand Anders Møller Gaden, sekretær Jane Borring Larsen, kasserer Rene Højgaard Olsen, revisor Gunnar Nielsen og medlem Ole Molsen Nielsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Enhedslisten får svært ved at komme ud af deres Nato-krise, vurderer Joachim B. Olsen i ugens udgave af 'Ingen kommentarer'.