Der er udsigt til en regulær spin-fest på Christiansborg, efter at et flertal har besluttet at hæve partistøtten med 52 millioner kroner.
Ifølge et folketingsnotat bunder politikernes gave til sig selv bl.a. ’i et voksende behov for at anvende ekspertbistand og særligt kvalificeret arbejdskraft i forbindelse med kommunikation.’
Desuden får partierne som noget nyt mulighed for at benytte støtte-millionerne til bl.a. vælgeranalyser og medietræning til folketingsmedlemmer.
Notatet sætter samtidig tal på, hvor mange nye medarbejdere partierne kan ansætte for de mange ekstra millioner:
’Partiernes aftale indebærer, at folketingsgrupperne vil have mulighed for at udvide med 50-60 årsværk,’ lyder det i notatet.
Skæbnevalg for Lars Løkke: Så presset er han
Dyre i drift
Så mange nye medarbejdere vil ifølge notatet som minimum betyde en ekstraudgift til Folketinget på fire millioner kroner, hvilket altså kommer oven i de 52 millioner skattekroner, partierne har bevilget til sig selv.
Folketingets Administration skal således afholde ’ekstra udgifter til etablering, drift og servicering af medarbejdere og arbejdspladser.’
Lokumsaftale
Det var i november sidste år, at et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Alternativet, De Radikale og SF besluttede at tildele million-gaven til sig selv.
Det førte ikke mindst til hård kritik fra Enhedslisten, der betegnede det som en ’lokumsaftale’.
Ikke mere rådgivning
Tidligere på ugen blussede debatten om støttemillionerne så op igen, da Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, tog bladet fra munden i Berlingske:
– Hvis du går ud og spørger hr. og fru menigmand, tror jeg ikke, at de synes, det er okay. Men partierne har nu engang besluttet det, sagde Kjærsgaard om aftalen og slog fast, at politikerne ikke har behov for mere rådgivning.
– Den køber jeg ikke. Jeg har altid ment, at politikere skal være politikere og stå til ansvar for det, der bliver sagt og gjort, sagde hun.
Det scorer partierne
Antallet af folketingsmedlemmer er bestemmende for, hvor meget de enkelte partier modtager i den såkaldte gruppestøtte.
Her er, hvad partierne scorer i ekstra støtte med aftalen:
Alternativet: 3.603.000 kroner
Dansk Folkeparti: 9.540.300 kroner
De Konservative: 2.723.400 kroner
Enhedslisten: 4.482.600 kroner
Liberal Alliance: 4.262.700 kroner
De Radikale: 3.163.200 kroner
Socialdemokratiet: 11.519.400 kroner
SF: 2.943.300 kroner
Venstre: 8.880.600 kroner
De fire nordatlantiske mandater får hver 219.900 kroner.
Kilde: Notat fra Folketinget
Støtten skal styrke vores arbejde
Hos Venstre forklarer partisekretær Claus Richter om de næsten ni ekstra støtte-millioner, som partiet modtager:
'Ekspertstøtten anvendes i Venstres til at styrke folketingsgruppens parlamentariske arbejde', skriver han i en sms til Ekstra Bladet.
Partiet har stadig til gode at ansætte de nye 'eksperter', lyder det videre fra partisekretæren:
'I Venstre er anvendelsen af ekspertstøtten ikke igangsat endnu,' skriver han i sms'en.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet.