Luis har altid været dansk: Men nu kræver Støjberg dna-bevis

24-årig shippingelev har været dansk statsborger siden fødslen. Nu skal han sammen med sin far afgive dna-test til Udlændingeministeriet. Ellers ryger statsborgerskabet

Luis Grün Gómez er taget fra hjemmet i Ribe til Retsgenetisk Institut på Rigshospitalet. Her skal han have taget mundskrab for at beholde det statsborgerskab, som han fik ved fødslen. Hans far - der er pensioneret kaptajn - skal have lavet en tilsvarende test i USA. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Luis Grün Gómez er taget fra hjemmet i Ribe til Retsgenetisk Institut på Rigshospitalet. Her skal han have taget mundskrab for at beholde det statsborgerskab, som han fik ved fødslen. Hans far - der er pensioneret kaptajn - skal have lavet en tilsvarende test i USA. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

24-årige Luis Grün Gómez har været dansk statsborger fra fødslen og har dansk pas. Men nu kræver Inger Støjbergs (V) udlændingeministerium, at han skal bevise sit danske blod med en dna-test.

Ellers står han til at miste sit statsborgerskab. Det fremgår af et brev fra ministeriet.

Samtidig kræver udlændingeministeriet, at hans danske far - pensioneret skibskaptajn Iver Grün - afgiver dna-test, så deres gener kan sammenlignes. 

Støjbergs ministerium mener nemlig ikke, at slægtskabet mellem far og søn er tilstrækkeligt dokumenteret, fremgår det af brevet. 

Derfor er det en frustreret Luis Grün Gómez, som Ekstra Bladet møder på Retsgenetisk Institut på Rigshospitalet, hvor han skal have taget en mundskrabsprøve.

Min mor er sur
Han har måttet tage fri fra sit arbejde som shipping-elev i et stort internationalt firma i Esbjerg for at rejse med toget til København. Han har følgeskab af sin storesøster fra Tønder.

- Det er jo mange udgifter. Det kommer nok til at koste mig 16.000 kroner, inden sagen er overstået. Min far er også frustreret - og min mor er sur over, at de ikke tror på, at min far er min far, siger han.

Den 24-årige shippingelev blev født i Guatemala, hvor hans mor stammer fra. Og hvor forældrene igen bor, efter familien i en længere årrække boede i USA. 

I henhold til indfødsretsloven fik han dansk statsborgerskab efter sin far. Men som ung udlandsdansker skal man have haft ’bopæl’ i Danmark i mindst tre måneder før sin 22 års fødselsdag for at bevare statsborgerskabet.

Drømte om Danmark
- Jeg har altid drømt om at bo i Danmark. Jeg ville gerne lære min storesøster, hendes familie og resten af min danske familie at kende. Og så ville jeg gerne bevare mit danske statsborgerskab, forklarer Luis Grün Gómez om årsagen til, at han i 2013 flyttede til Danmark.

I første omgang hos storesøsteren - og efter nogle måneder i egen lejlighed. (artiklen fortsætter under billedet)

Storesøsteren Turid í Lon er taget med til Rigshospitalet fra Tønder, hvor hun er gymnasielærer. Hendes mor er fra Færøerne. Luis Grün Gómez's mor er fra Guatemala. Men de har tydeligvis mange fælles træk, som - helt uvidenskabeligt - er svære at forklare, hvis ikke der er tale om nær familie. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Storesøsteren Turid í Lon er taget med til Rigshospitalet fra Tønder, hvor hun er gymnasielærer. Hendes mor er fra Færøerne. Luis Grün Gómez's mor er fra Guatemala. Men de har tydeligvis mange fælles træk, som - helt uvidenskabeligt - er svære at forklare, hvis ikke der er tale om nær familie. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Kort før sin 22 års fødselsdag - 11. april 2016 - søgte han Udlændingeministeriet om bevarelse af sit danske statsborgerskab. 

Men da han allerede havde haft folkeregisteradresse i Danmark i ca. 2,5 år på det tidspunkt, var ansøgningen tilsyneladende helt overflødig. (artiklen fortsætter under faktaboksen)

Blå bog

Luis Grün Gómez har haft fast folkeregisteradresse i Danmark siden 2013, hvor han var 19 år gammel.

Han blev født i Guatemala, hvor hans mor stammer fra. Forældrene var gift, da han blev født. 

Dermed fik han i henhold til indfødsretsloven også dansk statsborgerskab efter sin danske far, der sejlede som kaptajn, bl.a. for Mærsk. 

Ekstra Bladet har dokumentation for, at Danmark allerede tidligt anerkendte slægtskabet mellem far og søn. Som lille stod han nemlig i sit fars danske pas.

Som 14-årig fik han selv dansk pas. Så sent som sidste år fik han et nyt dansk pas. Også her står han opført som dansker. 

Da Luis Grün Gómez var 14 år, flyttede familien til USA, hvor faderen gik i land for at arbejde som skibsinspektør og shippingmanager for et rederi.

Her gennemførte Luis Grün Gómez high school. I 2013 flyttede han til Danmark, hvor han har boet lige siden.

Han har en dansk kæreste, Maja, som han nu skal flytte sammen med.

Han har læst dansk på sprogskole, blev færdig med HF på Ribe Katedralskole sidste sommer og er nu shippingelev. Her er hans internationale baggrund og tre sprog en fordel.

Spansk er hans modersmål, han har boet fem år i USA - og taler også dansk.

Alligevel har Udlændingeministeriet nu i mere end to år behandlet ansøgningen og krævet en fyldig bunke originale, legaliserede dokumenter fra både Guatemala og Rigsarkivet. Men anerkender altså stadig ikke slægtskabet mellem Luis og Iver Grün. (artiklen fortsætter under billedet)

Ekspert: Luis skulle slet ikke søge
Ekstra Bladet har vist brevet, hvor Udlændingeministeriet kræver dna-test, til Eva Ersbøll, der er seniorforsker og ekspert i indfødsret ved Institut for Menneskerettigheder.

Sammenholdt med folkeregisterdata, der viser, at Luis Grün Gómez har boet i Danmark mere end to år før sin 22 års fødselsdag, undrer hun sig over forløbet. 

Med forbehold for, at hun ikke har set alle sagens akter, kalder hun sagen for ’mærkelig’. 

’På baggrund af de foreliggende oplysninger skulle Luis slet ikke søge om bevarelse af sin indfødsret’, forklarer hun i en mail. 

Da han har boet i Danmark mere end to år før sin 22 års fødselsdag, så har han ikke fortabt sin danske indfødsret. 

’Hvis han har vedlagt ansøgningen om bevarelse den nødvendige dokumentation for at have boet i Danmark i mere end to år, så skulle ministeriet efter min opfattelse have vejledt ham om, at han ikke skulle søge om bevarelse af sin indfødsret’, lyder det fra Eva Ersbøll.

Til venstre et ungdomsbillede af skibskaptajn Iver Grün, der er far til både Luis Grün Gómez og hans halv-storesøster Turid í Lon. Billedet til højre er fra den dag, hvor Luis blev student fra Ribe Katedralskole. Privatfoto
Til venstre et ungdomsbillede af skibskaptajn Iver Grün, der er far til både Luis Grün Gómez og hans halv-storesøster Turid í Lon. Billedet til højre er fra den dag, hvor Luis blev student fra Ribe Katedralskole. Privatfoto

Udlændingeministeriets presseafdeling oplyser, at det ikke er muligt at få interview med hverken udlændingeminister Inger Støjberg eller andre repræsentanter for ministeriet. 

Her er reglerne

Ekstra Bladet har spurgt Udlændingeministeriet, hvordan de generelt fortolker reglerne om bevarelse af dansk statsborgerskab.

Her er svaret fra ministeriets presseafdeling:

1) Reglen om bevarelse af dansk indfødsret fremgår af indfødsretslovens § 8, stk. 1, hvorefter den, der er født i udlandet og aldrig har boet i Danmark og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sit danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

 

2) 'Bopæl i Danmark' anses efter praksis for at foreligge, hvis bopælen er registreret i Det Centrale Personregister (CPR) og har været af mindst 3 måneders varighed. Endvidere vil bopæl efter praksis anses for at foreligge, hvis ansøgeren kan dokumentere at have haft en opholdsadresse i Danmark i mindst 3 sammenhængende måneder, og begrundelsen for og omstændighederne omkring opholdet har været af en karakter, som understøtter, at opholdet fra start har været tiltænkt at være af mindst 3 måneders varighed. Endelig kan bopæl i et andet nordisk land i sammenlagt mindst 7 år, sidestilles med bopæl i Danmark.

 

3) 'Ophold under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark' anses efter praksis at foreligge, hvor ansøgeren forud for det fyldte 22. år samlet har opholdt sig i Danmark i mindst 1 år. Hvis ansøgeren ikke har opholdt sig i Danmark i et fuldt år, vil det pågældende opholdskrav også blive anset for opfyldt, hvis udstrækningen af de samlede ophold er tæt på et år, og øvrige omstændigheder omkring opholdene peger i retning af, at opholdene er udtryk for, at ansøgeren, da den pågældende fyldte 22 år, havde en aktuel og personlig samhørighed med Danmark.

Der vil i den forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på, om opholdene ligger relativt tæt på, at den pågældende fyldte 22 år, eller om de ligger mange år tidligere, om de må antages at være udtryk for ansøgerens eget ønske om at besøge Danmark eller er et udslag af eksempelvis forældres eller arbejdsgiveres dispositioner.

 

4) Det vil sige, at en person, som har boet 2,5 år uafbrudt i Danmark, således vil have bevaret sit danske statsborgerskab efter indfødsretslovens § 8,stk. 1, forudsat at vedkommende forud herfor har erhvervet dansk statsborgerskab.

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet

1 af 3 Inger Støjberg vil ikke interviewes om, hvorfor hun nu sår tvivl om et slægtskab, som danske myndigheder aldrig tidligere har sået tvivl om. Foto: Ole Steen
2 af 3 Til venstre et ungdomsbillede af skibskaptajn Iver Grün, der er far til både Luis Grün Gómez og hans halv-storesøster Turid í Lon. Billedet til højre er fra den dag, hvor Luis blev student fra Ribe Katedralskole. Privatfoto
3 af 3 Luis Grün Gómez er taget fra hjemmet i Ribe til Retsgenetisk Institut på Rigshospitalet. Her skal han have taget mundskrab for at beholde det statsborgerskab, som han fik ved fødslen. Hans far - der er pensioneret kaptajn - skal have lavet en tilsvarende test i USA. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen