Landets rigeste fiskere, de såkaldte kvotekonger, der har tætte forbindelser til Venstre, giver endnu en gang fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) problemer med regeringens støtteparti.
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen føler sig ’latterliggjort’ af ministeren, og forrige uge forlod DF’eren et møde i vrede. Samtidig lader Esben Lunde kvotekongerne slippe for billigt på bekostning af de små fiskere i en ny model for indbetaling til bedre arbejdsmiljø i fiskeribranchen, lyder det fra Dansk Folkeparti.
- Det vil jeg ikke være med til, og jeg er skuffet lige nu, siger Ib Poulsen.
– Jeg forventer, at ministeren får ændret modellen, så den bliver mere solidarisk og bedre for de små fiskere, fortæller DF’eren.
’Skriger til himlen’
Stridens kerne er fiskeriets arbejdsmiljøråd, som hvert år modtager tre millioner kroner til at rådgive fiskere om arbejdsmiljø og sikkerhed.
I dag betaler fiskerne 1331 kroner per person om bord til arbejdsmiljørådet. Men i en ny model, som rådets bestyrelse har lavet, og som ministeren har fremlagt, laves hele systemet om, så betalingen afhænger af skibets længde.
Det betyder, at landets knap 700 mindste kuttere skal betale 22 procent af rådets tre millioner kroner, mens landets 12 største kuttere skal betale 10 procent. Og det ’skriger til himlen’ ifølge DF.
– De 12 kvotekonger fanger langt flere fisk end alle de små fiskere tilsammen. Derfor burde dem, der fanger flest også betale mest, siger Ib Poulsen.
Lundes undskyldning
Det er ikke første gang, at kvotekongerne giver Esben Lunde problemer. Ministeren måtte give en uforbeholden undskyldning til Folketinget i april, fordi han havde puttet med stramninger mod kvotekongerne.
Dengang lovede Esben Lunde, at ’gøre sit ypperste’ for at flertallets fiskeriaftale blev gennemført i ’ord og ånd’. ’Blandt andet i forhold til de såkaldte kvotekonger’, og derfor kom regeringen med i fiskeriaftalen lavet af DF og oppositionen.
Nu har Esben Lunde så fremlagt den nye model på et møde i forrige uge, hvor DF’s ordfører gik, fordi han følte sig ’latterliggjort’ af ministeren.
– Han gjorde grin med mig, og samtidig er der slet ikke leveret, hverken i ord eller ånd, i forhold til fiskeriaftalen og kvotekongernes betaling til arbejdsmiljø, siger Ib Poulsen.
Dansk Folkeparti har flere gange spurgt efter at se en anden model, som ifølge Ib Poulsen blev lavet sidste år, men den har Esben Lunde nægtet at udlevere.
– Der er ikke sket en nævneværdig forandring fra før, at Esben Lunde kom med den store undskyldning, fortæller Ib Poulsen.
Esben Lunde: Et mediestunt
Fødevareminister Esben Lunde ønsker ikke at stille op til et interview.
I et skriftligt svar til Ekstra Bladet oplyser ministeren dog, at han anser DF’s opførsel som et ’mediestunt’.
’Jeg vil gerne finde en god model, som alle inklusive Dansk Folkeparti er tilfreds med, men det kræver jo, at man ikke forlader mødet’, skriver Esben Lunde.
’Derfor har jeg for længst aftalt med Ib Poulsen, at vi skal mødes i denne uge og tale nærmere om det’.
’Så jeg må sige, det er lidt af et pudsigt mediestunt at efterlyse løsninger, når man i forvejen har aftalt at mødes for netop at finde løsninger.
’Jeg håber, at vi snart kan finde en løsning, hvor vi ikke taler forbi hinanden, og som gør det billigere at være en mindre fisker. Det ønsker vi alle’, skriver Esben Lunde.