Lykketoft-portræt afsløret

Mogens Lykketoft lod den satiriske bladtegner Roald Als male sit portræt, som nu skal hænge på Christiansborg

Foto: Polfoto
Foto: Polfoto

Socialdemokratiets tidligere formand, mangeårige minister og formand for Folketinget Mogens Lykketoft tog fredag et skridt mod afslutningen af karrieren på Christiansborg.

Det skete ved en reception i Samtaleværelset på Christiansborgs 1. sal, hvor bladtegneren Roald Als portræt af Mogens Lykketofts fredag blev afsløret:

- Som det eneste nuværende medlem af Folketinget kommer jeg nu op på museumsvæggen. Så ved man klokken er ved at falde i slag. Så ved man, at man har lovet ikke at komme tilbage, siger Mogens Lykketoft.

Portrættet forestiller Mogens Lykketoft stående i solskin et lidt krøllet jakkesæt med rødt slips på en vildvokset græsmark på øen Endelave, hvor han har delt sommerhus med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

- Det er her, I har udtænkt meget af den politik, I har belemret befolkningen med, som Roald Als spydigt formulerede det i sin tale.

Mogens Lykketofts valg af portrætmaler er usædvanligt. Hidtil er det ifølge Lykketoft kun stifteren af SF, Aksel Larsen, som har haft modet til at lade en satiriker male portrættet til Christiansborg.

- Jeg har moret mig over dine tegninger lige siden, der gik tamiler i Schlüter-regeringen, siger Mogens Lykketoft, der gennem tiden også har været genstand for kontant behandling af Roald Als' pen.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere