Lykketofts jackpot: Fed FN-løn og fuld pension

S-veteranen får den højeste ministerpension samtidig med FN-løn på statsministerniveau. Han har dog valgt at droppe sit eftervederlag, når han vender hjem fra FN

Mogens Lykketoft (foto: Jesper Mortensen)
Mogens Lykketoft (foto: Jesper Mortensen)

Da Mogens Lykketoft for nylig rejste til New York for at begynde i jobbet som formand for FN’s Generalforsamling, var det ikke blot med udsigten til at blive lønnet som en dansk statsminister. Socialdemokraten modtager også den fulde ministerpension, mens han arbejder for FN.

Lykketoft bekræfter således i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet, at han modtager ministerpensionen.

Ifølge en aktindsigt fra Moderniseringsstyrelsen får Lykketoft godt 23.000 kroner om måneden på den konto. Det er den højeste pensionssats for tidligere ministre.

Samme løn
Oven i ministerpensionen hæver Mogens Lykketoft omkring 1,4 millioner kroner om året for jobbet i FN. Det ligger på niveau med den løn, han har modtaget som formand for Folketinget i den foregående valgperiode.

– Lønnen bliver stort set uændret i forhold til at være formand i Folketinget, har Lykketoft tidligere forklaret til Ekstra Bladet.

FN-lønnen svarer dermed også til det beløb, Lars Løkke Rasmussen modtager som statsminister.

Ved ikke, hvad det ligner
At det kan lade sig gøre at få ministerpension ved siden af FN-lønnen, vækker forargelse hos Enhedslistens Pernille Skipper:

– Jeg har meget svært ved at forstå det. Og jo flere eksempler, der kommer frem, desto mærkeligere bliver det, at man kan få en ministerpension, når man ikke er gået på pension. Jeg ved ikke, hvad det ligner, siger Pernille Skipper.

Hos Dansk Folkeparti ønsker Søren Espersen ikke at fælde dom over, hvorvidt Lykketoft bør beholde sin pension eller ej.

– Det er efter bogen juridisk – det moralske må man vurdere med sig selv, siger han til Ekstra Bladet.

DF’eren mener dog, at reglerne på området skal laves om, så man ikke kan få pension ved siden af jobbet som politiker.

Gamle regler
At Lykketoft kan få sin ministerpension oven i millionlønnen fra FN, bunder i, at han var minister i en årrække før år 2000.

Dermed har han optjent den højeste ministerpension under et tidligere regelsæt, der ikke forhindrer, at pensionen udbetales ved siden af FN-lønnen.

Nej til eftervederlag
Mogens Lykketoft har imidlertid valgt at takket nej til et andet politikergode.

’Jeg modtager ministerpension, men har takket nej til at modtage det eftervederlag, som jeg ellers ville have ret til, når jeg vender tilbage til Folketinget fra FN’, skriver han i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.

Lykketoft vender tilbage til Folketinget til oktober 2016. Til denne tid har socialdemokraten ret til at få det særlige eftervederlag som tidligere formand for Folketinget. Men det ønsker Lykketoft altså ikke at modtage.

Folketingsløn plus diverse
Eftervederlaget svarer til den løn på godt 1,4 millioner kroner, Lykketoft havde som formand for Folketinget. I stedet for dette beløb vil han få den normale løn for folketingspolitikere på omkring 625.000 kroner om året.

Dertil kommer et skattefrit tillæg på godt 60.000 kroner om året, samt at han fortsat har ret til de godt 23.000 kroner om måneden i ministerpension.

Lykketofts eftervederlag ville løbe frem til maj 2017, hvilket svarer til halvdelen af den periode, han sad som Folketingets formand.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Mogens Lykketoft til sagen om hans pension og eftervederlag.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen