Lykketofts lærling i pinlig bolig-fidus

Nordjysk S-stemmesluger får skattefrit tilskud på 30.000 kroner plus gratis Folketings-lejlighed - men bor i københavnsk ejerlejlighed med kæreste og børn

Folketingets formand Mogens Lykketoft har det øverste ansvar for tildelingen af politiker-lejligheder. Samtidig er han personlig mentor og læremester for partifællen Simon Kollerup. Det har den unge lærling ofte forklaret i interview. Polfoto
Folketingets formand Mogens Lykketoft har det øverste ansvar for tildelingen af politiker-lejligheder. Samtidig er han personlig mentor og læremester for partifællen Simon Kollerup. Det har den unge lærling ofte forklaret i interview. Polfoto

Den socialdemokratiske stemmesluger og kommunalordfører Simon Kollerup har i flere år reelt boet med sin kæreste og børn i en ejerlejlighed på Christianshavn.

Alligevel har han modtaget et skattefrit tilskud på 30.218 kroner årligt til dobbelt husførelse, fordi han har beholdt den ekstra lejlighed, som Folketinget stillede gratis til rådighed for ham efter valget i 2011.

Folketingslejligheden ligger i fugleflugtslinje blot 500 meter fra familiens ejerlejlighed på Christianshavn – og da Ekstra Bladet bad Simon Kollerup om et interview om sagen, kunne han åbenbart godt selv se, at boligfidusen var lidt for smart.

Simon Kollerup – der i bl.a. Nordjyske Stiftstidende lader sig portrættere som lærling af Folketingets formand Mogens Lykketoft - havde nemlig en klar indrømmelse med, da han dukkede op til interviewet med Ekstra Bladet dagen efter:

– Jeg har i dag meddelt administrationen, at jeg ønsker at opsige lejligheden.

Mister 30.000 årligt
Dermed vinker Kollerup ikke bare farvel til lejligheden, men også til det lukrative skattefri tilskud til dobbelt husførelse. Sagen slutter dog ikke der.

Enhedslistens medlem af Folketingets Præsidium, Per Clausen, vil nemlig tage den op i Folketingets øverste ledelse.

– Hvis han i realiteten har boet sammen med sin kæreste og sine børn, så skulle han selvfølgelig fra dag ét have droppet lejligheden fra Folketinget, og samtidig droppet det her tilskud. Alt andet er i strid med hele ideen bag Folketingets boligordning, forklarer Per Clausen.

Han kalder det helt indlysende, at man ikke skal råde over en Folketings-lejlighed, hvis man ikke har noget at bruge den til.

Simon Kollerup kan - eller vil - dog ikke redegøre for, hvad han egentlig har brugt lejligheden til de sidste par år. 

– Jeg har overholdt alle regler, også siden jeg står som medkautionær på Stines lejlighed. Det har været en glidende overgang, forklarer han.

– I har været kærester siden 2009. I køber en lejlighed på Christianshavn. Af en eller anden grund er det kun din kæreste, som står på skødet. I har allerede et barn sammen og får et mere i april 2014. Hvad har du overhovedet kunnet bruge Folketingets lejlighed til?

– Jeg har brugt den efter de regler, der er. Alle regler er overholdt.

– Hvad har du brugt lejligheden til?

– Det ønsker jeg ikke at komme ind på. Men min brug af lejligheden har været meget sjælden på det seneste. Derfor har jeg i dag besluttet at opsige lejligheden, for der ikke kan drages tvivl om, at jeg lever op til de reglerne.

– Var du selv kommet i tvivl om det, efter vi mødtes i går?

– Nej, men jeg har altså på det sidste konstateret, at det var sjældent jeg brugte den. Jeg har tænkt over, at jeg nok skulle af med den.

– Du får et skattefrit tilskud på 30.000 årligt for dobbelt husførelse?

– Jo men vi er også meget i både Thy og København. Jeg har i dag valgt at opsige lejligheden, så der ikke er noget uklarhed om det tilskud.

Folketingets administration oplyser i en mail til Ekstra Blader, at 'en opsigelse af en folketingsbolig vil medføre, at man ikke er berettiget til dobbelt-husførelsestillæg'.

Dermed har Simon Kollerup i hvert fald haft en kontant fordel ved at beholde Folketingslejligheden, efter familien rykkede ind i den nye lejlighed på Christianshavn i 2013.

Læs mere i Ekstra Bladet søndag

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere