Måling: Dansk Folkeparti står til at blive mere end halveret

I valgstedsmålinger står Dansk Folkeparti til at få under ti procent af stemmerne

Kristian Thulesen Dahl fra DF (Dansk Folkeparti) stemmer på Thyregod Skole i Thyregod under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kristian Thulesen Dahl fra DF (Dansk Folkeparti) stemmer på Thyregod Skole i Thyregod under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti står til at blive mere end halveret ved folketingsvalget, viser de første valgstedsmåling fra TV2 og DR.

Valgstedsmålingerne bliver udarbejdet på baggrund af interview ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.

I begge valgstedsmålinger står Dansk Folkeparti til at få under 10 procent af stemmerne. I DR's måling 9,8 og i TV2's 9,9.

Ved folketingsvalget i 2015 havde Dansk Folkeparti et kanonvalg, hvor 21,1 procent af stemmerne tilfaldt partiet, som dermed blev Folketingets næststørste parti med 37 mandater.

Partiets gruppeformand, Peter Skaarup (DF), er skuffet over målingen.

- Vi havde gerne set et bedre resultat, men lad os nu se valgresultatet, siger han.

- Det er klart, vi skal snakke om, hvorfor det er gået sådan, men der er kun lige akkurat stemt, og der er ikke talt stemmer op endnu.

Noget tyder dog på, at det har været en udfordring for partiet, at det ikke længere er alene om at ville føre stram udlændingepolitik, efter at både Nye Borgerlige og Stram Kurs er blevet opstillingsberettiget.

Samtidig har Socialdemokratiet de senere år nærmet sig DF’s udlændingepolitik og har tilsyneladende haft held til at hive vælgere tilbage over midten med den manøvre.

I 2015 sikrede blå blok sig flertallet sammen med Dansk Folkeparti.

Men det ser ikke ud til at gentage sig i år, hvor valgstedsmålingerne viser, at blå blok taber folketingsvalget.

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere