Måling overrasker Engell: Så mange er klar til at forlade EU

27 procent af danskerne er klar til helt at forlade EU, hvis briterne træder ud af unionen senere på året

Hans Engell (foto: Ole Steen)
Hans Engell (foto: Ole Steen)

Danskernes EU-modstand buldrer videre.

En ny måling foretaget af Epinion for Analyseenheden 4V viser, at mange sågar er klar til, at Danmark helt forlader EU.

De godt 1000 repræsentativt udvalgte deltagere i målingen er blevet spurgt, hvad de mener Danmark bør gøre, hvis briterne vælger at forlade EU i forbindelse med landets folkeafstemning d. 23. juni i år.

Til dette svarer 27 procent, at Danmark skal ’følge med briterne ud af EU’, mens 30 procent svarer, at vi skal ’blive i EU som hidtil’.

Med målingens statistiske usikkerhed på godt tre procentpoint er der altså reelt tale om dødt løb mellem de to synspunkter.

Se også: Partileder vil have folkeafstemning om dansk EU-medlemskab

Lidt flere - 34 procent - indtager en mere afventende position og har svaret, at Danmark ’bør se tiden an og senere træffe en beslutning’, hvis briterne forlader EU.

Overraskende stor procentdel
Målingen vækker opsigt hos Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell.

– Det er en overraskende stor procentdel, som vil være klar til at følge briterne. Det er også en overraskende stor procentdel, som vil vente og se tiden an, siger han.

– Hvis Storbritannien stemmer nej til at blive i EU d. 23. juni, så er der ingen tvivl om, at det vil sætte meget gang i den danske EU-debat. Det vil skabe en stor usikkerhed om, hvad det er for et EU, vi bliver medlem af, lyder det fra Hans Engell.

Vink med en vognstang
Hos den upartiske analyseenhed 4V mener partner Erik Høgh-Sørensen, at målingen bør få mange på Christiansborg til at spærre øjnene op.

– Hvis der blev udskrevet en Danexit-afstemning, er målingen et vink med en vognstang om udfaldet. Det kommer formentlig bag på de fleste partier i Folketinget, men det ville så ikke være første gang, de er lidt ude af trit med egne vælgere, siger Erik Høgh-Sørensen, der privat er medlem af Dansk Folkeparti.

Hans Engell fastslår, at der ikke er udsigt til, at Danmark vil få en afstemning om en udtræden af EU.

– Men den politiske realitet er, at hvis briterne står af, så har vi et andet EU, og så vil der komme en diskussion. Vi gik ind i unionen sammen med Storbritannien, og på mange måder repræsenterer de den samme politiske kultur som Danmark, siger Hans Engell.

Se også: Vil ud nu: Træt af at redde andres røv uden at få noget retur

353 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere