Mads Holger: Jeg er lægen - mit parti er en døende patient

Det siges, at man på den konservative skonnert, ’Grønne Erna’, i Allinge havn en sen nat under Folkemødet her i weekenden løb tør for øl.

Det siges også, at man blev undsat af Liberal Alliances skib lige ved siden af.

’Kom herover,’ skulle de liberales mæcen, Lars Seier Christensen, angiveligt have anråbt den konservative skonnert: ’Vi har masser af gratis øl’.

Jeg må indrømme, at historien er for god til, at jeg har verificeret den. Jeg har den kun på jeg-erfarer-plan eller på panorama-plan, om vil.

Det Konservative Folkepartis krise det seneste årti er både dybt og vidt beskrevet.

Fra at være en patriciervilla med efterhånden lige lovlig mange lukkede og forbudte rum til at være et synkende skib, som grundstødte og sprang læk på valgnatten i september 2011. Hvorefter kaptajn Barfoed meddelte passagererne, at selv om mere end halvdelen sandsynligvis ville omkomme, var det stadig bedst at forholde sig i ro, så man undgik, at alle druknede.

Men ned på bunden skal man tilsyneladende. Ned på bunden vil man åbenbart. Tirsdag meddelte partiets nye kapacitet i afdelingen for Fetterlein-filosofi og pseudo-baroni således, at der faktisk overhovedet ikke er mere at komme efter.

»Jeg vil gerne hjælpe det her parti, men føler mig lidt som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter lægen i sin febervildelse«, siger Mads Holger, der er opstillet i Københavns Omegns Storkreds, til dagbladet Politiken.

Mads Holger hævder dertil i interviewet, at hans parti mangler ’intellektuel kapacitet’. Hvad hans melding fortæller om Holgers eget intellekt, bliver han ikke spurgt om. Men man skulle mene, at De Konservative på vej mod spærregrænsen i diverse målinger – med enten tre procent plus eller tre procent minus – har nok at bakse med for uden at skulle værge for sig mod folk fra egne rækker. 

Forestilling og virkelighed har de seneste år åbnet et gab mellem De Konservatives selvbillede og partiets reelle skikkelse og formåen. Der er ikke noget galt med De Konservative, siger De Konservative. Partiet har en god politik og en god formand. Dertil er det faktisk lige på nippet til, at det snart vil bevæge sig opad i meningsmålingerne.

Men troligt går det ned i stedet. Ned mod bunden, som Lars Barfoed ellers den 11. september 2011 erklærede var ’nået’.

Hvor modfalden må man ikke blive? Og hvordan undgår man i det hele taget negativitetens negativitet i fremtiden? For et par år siden hyrede De Konservative en erhvervspsykolog og konsulent, der skulle udvikle nye, konservative talenter. 20 unge blev udvalgt. De blev, ifølge Weekendavisen, udstyret med træningselastikker til håndleddene. Hver gang det unge, konservative talent tænkte negativt, skulle han/ hun lade elastikken svirpe mod huden. De unge blev dertil opfordret til at indtale positive, personlige beskeder til sig selv på deres mobiltelefoner, som skulle aflyttes en tre-fire gange om dagen: ' Jeg er stærk, jeg er sikker, jeg er bedst, når det gælder,' lød et eksempel.

En metode, man ikke har anvendt i optagelsen af Mads Holger, kan man konstatere.

Men det er formentlig også ligegyldigt i dag. Mads Holger Nørgaard Madsen kan næppe stikke ild til noget i det konservative hus, som ikke allerede står afsvedet. Langt det meste gik tabt eller blev ødelagt længe før hans ankomst. Det er heller ikke Søren Pape, der har vandaliseret det konservative hus. Eller Lars Barfoed. De er og har blot været ekkoer af de sidste mange års omkvæd fra ledere af partiet. Et omkvæd om at ’stå samlet’ og ’kigge fremad’ for kort efter at ende i interne magtkampe, fløjkrig, personforfølgelse, underløb, dissonans og bagudskuen.

Intet andet parti i dansk politik er svinget så voldsomt fra succes til fiasko, fra håb til fortvivlelse, de seneste 30 år som Det Konservative Folkeparti. Fra 42 mandater under Poul Schlüter i 1984 til tæt på spærregrænsen i opinionsmålinger i 2015.

De Konservative undrer sig fra tid til anden over, at deres politik ikke tiltrækker flere vælgere. Tiden burde tilsige det. En finanskrise, der har afkrævet samfundet fornuft, mådehold, tæring efter næring, tilbageholdenhed, tradition, i det hele taget råbt på konservatisme. Men konservatisme er i dansk politiks søgen mod konsensus tydeligvis ikke De Konservatives længere.

Som et udråbstegn efter partiets vanrøgt af både borgerlig kultur og borgerligt frisind synes partiet med sin seneste kampagne endegyldigt at have reduceret sig til småborgerlighedens indebrændthed.

Der er udsolgt.

Derfor ønsker jeg heller ikke at researche rygtet om Liberal Alliances undsætning på Folkemødet i havnen i Allinge ihjel. Billedet af nødstedte konservative, der i ly af mørket afmønstrer den konservative skonnert, ’Grønne Erna’, for at gå om bord hos konkurrenten og tage mod almisser, forekommer kun alt for sanddruelig i hele sin symbolik.

46 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere