Venstre og Socialdemokratiet kommer tættere på en regering sammen, siger Jakob Ellemann-Jensen i et interview på TV 2 News.
- Jeg oplever en vilje fra Socialdemokratiets og Mette Frederiksens side til, at man vil strække sig endog rigtig langt, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Det får Enhedslisten til at rase mod Socialdemokratiet.
- Jeg synes, det er torskedumt, siger Mai Villadsen til Ekstra Bladet.
Hun fortsætter:
- Vi synes, at det er en fuldstændig elendig idé. Det, der får mig til at spærre øjnene op i dag, det er, at Jakob Ellemann siger, at han kan få mere højreorienteret politik med socialdemokraterne end med højrefløjen selv. Det er ikke et godt tegn på, hvad der er i vente.
Løber fra valg-slogan
Mai Villadsen peger også på, at det, der foregår i regeringsforhandlingslokalerne, ikke stemmer overens med det, som Socialdemokratiet havde som slogan under valget.
- Socialdemokratiet havde bannere og annoncer, hvor de skrev 'rødt flertal - grøn fremtid', og det røde flertal er de ved at smide på møddingen. Mette Frederiksen kaldte sig selv først og fremmest rød, men nu er hun ved at blive blå.
Enhedslistens politiske ordfører er dog ikke i tvivl om, hvad deres rolle bliver, hvis en SV-regering bliver en realitet.
- Vores job bliver at forhindre det værste ...
- Hvad er det værste?
- Jeg kan jo ikke spå, men sidst, vi havde et højredrejet socialdemokrati, så fossede folk ud af dagpengesystemet, mens de rigeste fik skattelettelser.