En ny mail fra EU’s antisvindelenhed sår tvivl om endnu en af Morten Messerschmidts (DF) forklaringer i sagen om den skandaleramte europæiske partialliance Meld og fonden Feld.
Morten Messerschmidt nægter at fremlægge den omstridte brevveksling med EU’s antisvindelenhed, Olaf, der efterforsker misbrug af EU-støtte i Meld og Feld.
Ifølge DF-stemmeslugeren fordi Olaf i et brev har ’indskærpet, at korrespondancen ikke må offentliggøres’.
Dermed kan offentligheden – og de kommende vælgere til folketingsvalget – ikke få indblik i, hvilke dokumenter og informationer DF-politikeren gennem et år ikke har været i stand til at give Olaf.
Messerschmidt kan bare offentliggøre brevet
Men i et svar til Ekstra Bladet afviser Olaf altså den udlægning. Antisvindel-enheden forklarer, at man slet ikke kan tvinge en person - der som Messerschmidt er under efterforskning - til at hemmeligholde korrespondancen. Han kan altså, ifølge Olafs e-mail, frit offentliggøre brevene, hvis han ønsker det.
’Olaf kan ikke tvinge en person, der er omfattet af en efterforskning, til at holde korrespondancen - vi sender til dem - fortrolig’, skriver Olafs presseafdeling i et svar til Ekstra Bladet.
Samtidig afviser Olaf, at Messerschmidt er blevet behandlet anderledes end andre, der er under efterforskning. Ifølge Messerschmidt er Melds dokumenter spredt blandt alle Melds tidligere medlemmer i 10 europæiske lande. Derfor er det urealistisk, at han skulle kunne fremskaffe disse dokumenter. Det er ellers en betingelse for at kunne modtage støtte fra EU.
Messerschmidts skandalefond: Mystik om forsvundne bilag
’Olaf har fulgt de normale procedurer i denne sag, som i alle andre sager. Vi kan bekræfte, at hr. Messerschmidt skriftligt i 2017 er blevet underrettet om, at han personligt er omfattet af en Olaf-undersøgelse. Olaf har anmodet ham om information flere gange. Til dato har Olaf ikke modtaget de ønskede oplysninger’, skriver Olafs presseafdeling i en mail til Ekstra Bladet og understreger, at antisvindel-enheden ikke på nuværende tidspunkt har yderligere kommentarer og detaljer til sagen.
Messerschmidt og hans talsmand
Svaret står altså i direkte kontrast til de oplysninger, som Morten Messerschmidt via sin talsmand - den rutinerede tidligere journalist Erik Bjørn Møller - har givet til Ekstra Bladet.
Onsdag afviste Messerschmidt at givet interview til Ekstra Bladet. Han bad i stedet om skriftlige spørgsmål, som han så heller ikke ville svare på.
I den forbindelse skrev hans talsmand i en sms: ’Vi kan ikke hjælpe. Olaf har indskærpet, at korrespondance ikke må offentliggøres. Så Morten refererer fortsat kun til Olaf’.
Ekstra Bladet: ’Kan man se den indskærpelse? Bare se den? Eller få den læst op? Jeg kan ikke se, at Olaf har hjemmel til at pålægge MM det? Han har jo ytringsfrihed’.
Herefter svarede Messerschmidts talsmand: ’Indskærpelsen står i brevet, som vi ikke kan informere om, lyder svaret fra Morten. Som også siger, at han ikke har noget at tale med dig om’.
Men ifølge mail-svaret fra Olaf til Ekstra Bladet, så kan antisvindel-enheden altså slet ikke tvinge Messerschmidt til at hemmeligholde korrespondancen.
Dermed er det tilsyneladende DF-stemmeslugeren, som selv vælger at skjule sandheden for de danske skatteydere, der har været med til at betale den omstridte støtte til Meld og Feld. Støtten er i flere tilfælde blevet brugt i strid med reglerne på DF’s kampagner i Danmark, fupkonferencer og private rejser.