Malker kassen igen: Fyrede 100.000 EU-kroner af på Skagen-møde

Støttekroner fra Morten Messerschmidts omstridte EU-parti MELD er blevet brugt på DF-sommergruppemøde

Messerschmidt var også på usikker grund i sagen om den meget omtalte skonnert. Ekstra Bladets politiske redaktør Steen Larsen udlægger teksten her

Dansk Folkeparti og stemmeslugeren Morten Messerschmidt har endnu engang haft snablen godt og grundigt nede i EU-kassen.

Ekstra Bladet kan nu afsløre, at knap 100.000 støttekroner fra EU er gået til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i august.

Oplysningerne er kommet frem på et møde tidligere på måneden i det omstridte EU-parti MELD, der har Morten Messerschmidt i spidsen.

På mødet oplyste Messerschmidt, at 13.178 euro fra MELD’s kasse er gået til DF-sommergruppemødet, der varede tre dage.

Det svarer til godt 98.000 danske kroner.

Reglerne på området siger ellers klart, at midler fra EU-partierne ’ikke må bruges som direkte eller indirekte finansiering af andre partier, og i særdeleshed ikke nationale partier og kandidater’.

Ikke meget EU
Umiddelbart var det heller ikke EU-spørgsmål, der stod øverst på dagsordenen på sommergruppemødet.

Kaster man et blik på DF-formand Kristian Thulesen Dahls ugebrev om sommergruppemødet, så bliver EU ikke nævnt med et ord.

I stedet skrev han følgende om de politiske aktiviteter i Skagen:

’For eksempel skal vi diskutere retspolitik – blandt andet politiets vilkår for at sikre danskerne tryghed. Vi skal tale om udlændingepolitik, trafikpolitik, ældres vilkår, danske værdier og ikke mindst, hvordan vi får løftet landdistrikterne.’

Krystalklare regler
Partierne Venstre og Socialdemokraterne slår over for Ekstra Bladet fast, at de ikke bruger støttekroner fra EU til at finansiere deres sommergruppemøder.

– Reglerne er krystalklare for, hvad de partimidler, man får på europæisk plan, må bruges til. Og det er altså ikke det her.

– Det er endnu et eksempel på en sag, som jeg synes, er dybt alvorlig for Dansk Folkeparti. DF har endnu engang et kæmpe forklaringsproblem, siger socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod.

– DF siger, de holdt et EU-seminar under sommergruppemødet. Har de ikke en pointe?

– Jeg skal ikke vurdere, hvad de har lavet på deres sommergruppemøde. Men vi kunne aldrig finde på at bruge pengene på den måde. Der må være nogen, som undersøger, hvordan de penge er blevet brugt. Men det ligner et misbrug af midler i strid med reglerne, påpeger han.

Sommertogtet
Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt har tidligere fået ørerne i maskinen for partiets brug af støttemidler fra MELD og partiets tilhørende fond FELD.

Således er Dansk Folkeparti blevet pålagt at betale 120.700 støttekroner tilbage, som partiet har brugt på et sommertogt på havet op til kommunalvalget i 2013.

Nok havde sejlturen titlen ’Det sejler i EU. Vi sejler for Danmark’.

Men den blev også brugt på ganske andre ting end EU; nemlig som led i Dansk Folkepartis valgkamp op til kommunalvalget.

På den baggrund har EU vurderet, at der er tale om misbrug af støttekronerne fra MELD og FELD.

I rapporten om den misbrugte støtte til sommertogtet, der er underskrevet af Klaus Welle, generalsekretær for Europa-Parlamentet, bliver reglerne på området desuden udpenslet.

Vurderes næste år

Og her fremgår det altså, at EU-midlerne ikke må bruges som støtte til nationale partier. Ekstra Bladet har bedt pressechefen i Europa-Parlamentet, Marjory van den Broeke, forholde sig til oplysningerne om, at DF har brugt MELD-midler på deres sommergruppemøde. Hun oplyser, at finansielle forhold vedrørende MELD’s 2015-regnskab først vil vil blive vurderet næste år.