Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.
På vej ud ad døren napper den afgående borgmester Jacob Bjerregaard (S) lige et ekstra bidrag på 133.000 kroner til privatøkonomien fra Fredericias kommunekasse.
Penge, som kommunen kunne hyre en sosu-assistent for i knap fem måneder.
Borgmesteren, der selv har valgt at stoppe i utide før kommunalvalget næste år, har udvalgt datoen 31. januar 2021, som sin sidste arbejdsdag. Og den dato giver et ordentligt hop i borgmesterens eftervederlag.
Hvis Jacob Bjerregaard havde valgt nytåret til at overdrage borgmesterkæden, ville han være berettiget til 10,5 måneders eftervederlag ifølge Indenrigsministeriets regler.
Men fordi den afgående borgmester tager en måned med i det nye år, så rammer han loftet på 12 måneders eftervederlag. Det skyldes, at eftervederlag opgøres efter 'hvert påbegyndt hele år'.
Og da Jacob Bjerregaard tiltrådte 1. januar 2014, giver den lille fratrædelsesfinte en ekstra check på præcis 133.451,75 kroner.
Med de penge kunne Fredericia Kommune hyre en sosu-assistent - med en gennemsnitsløn på 27.812 kr. om måneden - i knap fem måneder til at hjælpe kommunens ældre borgere med deres hverdag.
Stopper dag før skandale
Jacob Bjerregaard meldte sin afgang ud af det blå, dagen før Ekstra Bladet afslørede, at borgmesteren havde købt en grund ved et mundtligt bud, hvilket er i strid med reglerne.
Det mundtlige bud faldt dagen efter et lokalt ægtepar havde udvist stor interesse for lige præcis den grund. Både før og efter borgmesterens mundtlige bud krævede kommunen, at borgere bød skriftligt på grunde.
Borgmester trak sig i går: 'Fejl' i kommunen skaffede ham luksusgrund
Fredericia Kommune har erkendt over for Ekstra Bladet, at man har begået en fejl i sagen, og professor i forvaltningsret slår fast, at Jacob Bjerregaard har fået 'særbehandling'.
Jo før, jo bedre
Den socialdemokratiske gruppe på Fredericia rådhus valgte Jacob Bjerregaards afløser onsdag 9. december. Det bliver den 40-årige Steen Wrist Ørts, som overtager borgmesterkæden.
Men altså først fra 1. februar, selvom det kunne godt være en god ide at overdrage tidligere ifølge Venstres gruppeformand.
- Steen (Kommende borgmester, red.) er valgt, og det giver god mening, at Steen kommer i gang så hurtigt som muligt. Der ligger mange opgaver og venter, så jo før, jo bedre, siger Peder Wittendorff Tind.
Når der normalt er udskiftning på borgmesterposten i forbindelse med et valg, er der en overdragelsesperiode fra slutningen af november og frem til nytår.
- Kan man skifte til nytår?
- Det må Socialdemokratiet svarer på, men det er vigtigt at skabe tryghed og sikkerhed om det politiske projekt, og det er jo Steen, som skal tage over, siger Venstres gruppeformand i byrådet.
Halv million på første fridag
Sammenlagt har den afgående borgmester ret til et eftervederlag på 1.067.614 kroner, selvom Jacob Bjerregaard selv har valgt at stoppe, oplyser Fredericia Kommune.
Når han ligger hjemme på sofaen på Argentinervej 1. februar i det nye år - i stedet for at møde på rådhuset - så ruller den første halve million ind på kontoen.
'Heraf udbetales 533.807 kr. den 1. februar 2021. Den resterende del udbetales med 88.967,83 kr. den 1. i måneden til og med den 1. august 2021.
Tjener 1,6 mio. kr. i 2020
Borgmester Jacob Bjerregaard får de 1.062.417,48 kroner i vederlag af kommunen for at varetage posten i 2020, oplyser Fredericia Kommune.
Derudover har Jacob Bjerregaard også en række lønnede poster i bestyrelser i kraft af borgmestertitlen. Tilsammen tjener Jacob Bjerregaard derfor mindst 1,6 millioner kroner i 2020, viser Ekstra Bladets optælling.
Ekstra Bladet stillede allerede torsdag en række spørgsmål om eftervederlag til Jacob Bjerregaard. Dem har den afgående borgmester dog ikke svaret på.
Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.