Den tidligere radikale social- og kirkeminister, Manu Sareen, jagter nu en plads i Folketinget for Alternativet.
Manu Sareen stiller ved det kommende folketingsvalg op i København, hvor han skal kæmpe om stemmerne med Alternativets politiske leder Uffe Elbæk, der også har en fortid i Det Radikale Venstre.
I en pressemeddelelse skriver den 49-årige politiker, at han er 'mega glad' for at være en del af Alternativet.
Manu Sareen og Uffe Elbæk blev begge ved folketingsvalget i 2011 valgt til Folketinget for Det Radikale Venstre, og begge blev udnævnt til ministre i Helle Thorning-Schmidts SRSF regering, hvor Uffe Elbæk blev kulturminister, mens Manu Sareen blev kirkeminister.
Tabte til Ida Auken
Manu Sareen blev ikke genvalgt til Folketinget ved valget i juni sidste år, hvor han tabte til Ida Auken.
- Da du røg ud af Folketinget, kom du med en bandbulle om det politiske klima på Christiansborg. Hvorfor stiller du så op igen?
- Det er rigtigt, at jeg var utilfreds med det politiske klima på Christiansborg. Jeg ledte derfor efter et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme, og det mener jeg, at jeg har fundet i Alternativet. Det er grunden til, at jeg gerne vil i Folketinget for Alternativet, siger Manu Sareen til Ekstra Bladet.
Alternativet har i øjeblikket 10 folketingsmedlemmer. Partiet skal gå frem, hvis det skal lykkes for Manu Sareen at blive valget ved det kommende folketingsvalg.