Margrethe Auken: Det er ikke skide skægt

SF’s formand Pia Olsen Dyhr mener dog, at der er noget at bygge videre på

Margrethe Auken synes, at det er træls. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)
Margrethe Auken synes, at det er træls. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)

Socialistisk Folkeparti ser ud til at blive en af valgets tabere. De seneste målinger torsdag aften viiser en opbakning til partiet på fem procent af stemmerne. Det er næsten en halvering fra de 9,2 procent, som partiformand Villy Søvndal hev hjem i 2011.

- Det ser ikke ud til, at vi får et tilfredsstillende resultat, men vi har noget, som vi kan bygge videre på, siger Pia Olsen Dyhr fra Island Brygges Kulturhus, hvor SF slikker sårene.

SF-veteranen Margrethe Auken er heller ikke i hopla.

- Det er ikke skide skægt. Det er træls, men vi har prøvet det før, og vi skal nok komme op igen, siger hun til Ekstra Bladet.

SF har været inde i en turbulent tid både i og uden for Helle Thorning-Schmidts regering gennem fire år. Samtidig har venstrefløjspartiet haft tre formænd, og det er stadig usikkert om den tidligere formand Annette Vilhelmsen overhovedet kommer i Folketinget.

- Det er helt klart regeringsdeltagelsen, der har været hård imod os. Man kan sige, at vi ikke var klar til magten. Og samtidig ville de radikale ikke have os med. Det var dårlige vilkår, siger Margrethe Auken til Ekstra Bladet.

21 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere