Martin Henriksen amok på partitop: 'Det er en svinestreg'

Der er kun ét argument for, at Martin Henriksen overhovedet stadig er medlem af DF: opbakningen fra medlemmer i baglandet. Partitoppen får til gengæld særdeles hårde ord med på vejen

Martin Henriksen langer ud efter DF-toppen, efter han er blevet fyret som konsulent

Martin Henriksen langer ud efter DF-toppen, efter han er blevet fyret som konsulent.

'Svinestreg', 'hævn', 'ren sabotage'.

Dansk Folkeparti-profilen Martin Henriksen kaster sig nu ud i et frontalangreb mod sin partitop, der har formand Kristian Thulesen Dahl i spidsen. Det sker, efter at det tidligere på ugen kom frem, at han var blevet fyret fra sin stilling som konsulent i partiet.

Den behandling er Martin Henriksen mildest talt ikke tilfreds med.

- Efter 20 års partitjeneste synes jeg, at det er en svinestreg at gå ud med en fyring midt i en valgkamp. Den begrundelse, jeg har fået, synes jeg, er ualmindelig tynd. Jeg får den opfattelse, at det er drevet af ren hævn mod min person, siger han i et interview med Ekstra Bladet.

Martin Henriksen forklarer, at fyringen blev begrundet med udtalelser, han har givet til TV 2 Øst i forbindelse med et vælgermøde i Stevns Kommune, hvor han stiller op til kommunalvalget.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Martin Henriksen har kastet sig ud i et frontalangreb på sin partitop. Foto: Ernst van Norde
Martin Henriksen har kastet sig ud i et frontalangreb på sin partitop. Foto: Ernst van Norde
 

Pia ikke tilfreds
Her kom Martin Henriksen med en kommentar, som pegede tilbage til balladen med Pia Kjærsgaard på partiets årsmøde.

- Jeg har bemærket, at Pia ikke var helt tilfreds. Men jeg er ikke i politik for at gøre den ene eller anden tilfreds. Jeg er i politik, fordi jeg vil gøre en forskel, sagde han til TV 2 Øst

Udtalelser han efterfølgende uddybede over for Ekstra Bladet:

- Jeg gider sådan set ikke at piske en stemning op, men jeg kan jo heller ikke på et lokalt vælgermøde lade mig styre af, hvad Pia eller andre måtte tænke om mig. Og selvom jeg ikke har noget ønske om at piske en stemning op, så har jeg stadigvæk mine holdninger til, hvordan partiet kommer ovenpå igen, og hvordan vi kommer videre, lød det.

Herefter faldt fyringen af den fremtrædende DF'er.

Ualmindelig dårlig stil
Nu retter han skytset ét sted hen, når han skal pege på de ansvarlige for beslutningen:

- Det er partitoppen. Det kan alle se. Jeg synes, at det er en underlig og mærkelig opførsel. Jeg kan ikke se, at det, som jeg har sagt til TV 2 Øst til et vælgermøde i Rødvig, eller det, jeg sagde til jer, på nogen måde skulle være i en kategori, der kan retfærdiggøre en fyring. Og man vælger at gøre det midt i en kommunal valgkamp, hvor man ved, at det ikke bare ødelægger min valgkamp, men også alle andre kandidaters valgkampe.

- Man har været så fokuseret på at ramme mig, så man har været blind for, at man også rammer alle andre. Det, synes jeg, er ualmindelig dårlig stil og ualmindelig dårlig timing, siger Martin Henriksen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kristian Thulesen Dahl og resten af DF-toppen er under beskydning fra Martin Henriksen. Foto: Jonathan Damslund
Kristian Thulesen Dahl og resten af DF-toppen er under beskydning fra Martin Henriksen. Foto: Jonathan Damslund
 

Smider håndgranat
Martin Henriksen betegner partitoppens ageren i sagen som 'langt over grænsen'.

- Jeg ved godt, at nogle har den opfattelse, at jeg skal finde mig i, at nogen smider en håndgranat ind i min kommunale valgkamp. Det spiller en vis rolle i, at jeg går ud på denne måde. Jeg siger til mine børn, at de ikke skal finde sig i hvad som helst. De er gamle nok til at kunne se, hvad der foregår. De fortjener også at se, at deres far siger fra på en måde, så det kan mærkes, ses, høres og forhåbentlig forstås. Hvis partitoppen insisterer på at blive ved med at køre på mig, kan det være, at jeg også bare bliver ved.

- Du lyder som en mand vej ud af partiet?

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle reagere på det her. Og også tænkt, hvad der er af argumenter for eller imod.

- Det eneste argument, der er lige nu for at blive i partiet, er de medlemmer og delegerede, der bakkede op om mig til årsmødet. Og de medlemmer, som enstemmigt har valgt mig som folketingskandidat og spidskandidat her lokalt på Stevns. Jeg skylder ikke partitoppen noget mere.

- Jeg har med glæde og stolthed betalt en pris for at være i frontlinjen i mange år - det har været med politibeskyttelse, trusler osv. Men jeg har det også sådan, at jeg forventer, at når jeg tager kampen på andres vegne, så falder de mig i det mindste ikke i ryggen. Når man kommer med den melding på det tidspunkt, synes jeg, at det er ren sabotage, tordner Martin Henriksen med henvisningen til fyringen af ham tidligere på ugen.

En smilende Martin Henriksen førte fredag valgkamp på Stevns. Når det kommer til   karakteristikken af hans partitop, er der knap så meget at smile over. Foto: Per Rasmussen
En smilende Martin Henriksen førte fredag valgkamp på Stevns. Når det kommer til karakteristikken af hans partitop, er der knap så meget at smile over. Foto: Per Rasmussen
 

Henriksen: Andre har også gjort det

I forbindelse med Dansk Folkepartis dramatiske årsmøde i september kom partiformand Kristian Thulesen Dahl med et klart budskab:

- Den her weekend skal være stedet, hvor man trækker en streg i sandet, og hvor man lover hinanden, at når vi går derfra søndag, så handler det altså om politik, lød det fra Thulesen Dahl til TV 2.

- Martin Henriksen, du giver nogle udtalelser, der trækker tråde tilbage til konflikten på årsmødet. Ligger du så ikke, som du har redt?

- Det er der også andre, der har gjort efter årsmødet, hvor den eneste konsekvens har været en samtale.

- Hvem tænker du på her?

- Jeg vil ikke nævne navne. Men det kan man hurtigt regne ud og finde frem til.

- Altså Pia Kjærsgaard?

- Der er andre, der efter årsmødet har forholdt sig til det, der skete. Uden at der har været nogen konsekvenser andet end en samtale. Det her drejer sig ikke om stregen i sandet. Det drejer sig alene om, at den linje, jeg har lagt og har givet udtryk for, kan man ikke acceptere. Man vil ikke acceptere, at medlemmer kom med den opbakning på årsmødet. Det var et signal. Det burde man bare acceptere, lyder det fra Henriksen, der høstede flest stemmer af alle ved valget til partiets hovedbestyrelse.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at et interview med Pia Kjærsgaard i TV 2-programmet 'Lippert' førte til, at hun skulle til samtale hos Kristian Thulesen Dahl.

I interviewet benyttede hun lejligheden til at slå fast med syvtommersøm, at hun ikke agter at gøre comeback som DF-formand.

- Jeg har været meget tøvende, det må jeg sige. Det er sin sag bare at gå ind og tage ansvaret igen. Men der har været et meget stort ønske om - ikke bare fra et par lokalformænd - at det skulle være mig. Men nu siger jeg meget klart nej, det bliver ikke mig, lød det bl.a. Pia Kjærsgaard.

Samtidig udtrykte hun stor bekymring over, at der ikke står en DF-kronprins klar i kulissen.

- En formand er ikke evig. Jeg har tidligere sagt, at jeg har ønsket, der var en tydelig arvtager - det er der ikke umiddelbart, sagde hun bl.a. i programmet.

Forventer eksklusion

- Martin Henriksen, er du medlem af Dansk Folkeparti om et år?

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg forventer, at jeg kan blive ekskluderet hvert øjeblik, det skal være. Det ved jeg, at nogle har arbejdet på gennem længere tid, så det kan ske hvert øjeblik.

- Hvem har arbejdet på det?

- Jeg gider ikke nævne navne.

- Når du retter så hårde angreb, vil det så ikke være fair at sætte navne på?

- Jeg siger bare partitoppen. Det synes jeg egentlig er meget dækkende.

Samme partitop får en afsluttende opsang fra Martin Henriksen:

- Den er nødt til at se virkeligheden i øjnene, og hvor slemt det gennem lang tid har været for partiet. Partitoppen vil ikke indse, hvor galt det er. Den lever i en form for benægtelse og har gjort det gennem lang tid. Når man siger det, så kan folk slet ikke tåle at høre det. Det tror jeg er en del af årsagen til, at folk har set sig sure på mig, siger han til Ekstra Bladet.

Partisekretær: Godt valg, Martin

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl til Martin Henriksens udtalelser, men det er i stedet partisekretær Steen Thomsen, der er vendt retur.

Trods de vilde angreb på partitoppen ser han ingen grund til at ekskludere Martin Henriksen.

- Vi forstår, at han har et behov for at komme ud med sin frustration, men vi opfordrer ham til at fokusere på valgkampen og ønsker ham godt valg.

- Han siger selv, at dette kunne føre til en eksklusion af ham. Er det noget, I har i tankerne?

- Det er det ikke. Det er helt op til ham selv. Vi opfordrer ham til at fokusere på sin valgkamp. Vi har kun et ønske, og det er, at han får et godt valg.

- Men det er klart, at når man er ansat - og der i ansættelseskontrakten står, at man er ansat til at skabe ro - kan det ikke hjælpe, at man går ud og kritiserer folketingsmedlemmer.

- Det kan ske en enkelt gang, men det går ikke, at det bliver uddybet yderligere efterfølgende (til Ekstra Bladet, red.). Men det ændrer ikke på, at vi har et ønske om, at han fortsætter som politiker, for det synes vi, han er god til. At han nu bruger krudtet på at blive valgt til byrådet på Stevns. Han er stadigvæk hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat.

- Det kan godt ligne en umulig opgave at få enderne til at mødes mellem DF og Martin Henriksen?

- Det tror jeg ikke. Jeg tror, at det er et udtryk for, at Martin har brug for at komme ud med sin frustration oven på sine udtalelser, som betyder, at han ikke længere skal hjælpe til som ansat. Men han kan hjælpe til på mange andre områder i DF-regi.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter