Det skulle gå pokkers stærkt, da Danmark i januar skulle købe nye kanoner for 1,7 milliarder kroner fra den omstridte israelske våbenproducent Elbit. Faktisk skulle Folketinget godkende købet på få timer.
Sådan var meldingen fra daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der for nuværende er sygemeldt, til Folketingets finansudvalg.
For blev der ikke godkendt med det vons, ville tilbuddet udløbe. Men mediet Altinget kan fredag skrive, at det ikke passede.
Israelske dokumenter
I det aktstykke, som Finansudvalget modtog, fremgik det ifølge Altinget:
'Aktstykket haster, idet kontrakten med leverandøren skal underskrives snarest muligt og inden udgangen af januar af hensyn til tilbuddets gyldighed, produktionsmuligheder og en hastig genopbygning af den operative kapacitet.'
Sidstnævnte fordi Danmark netop havde doneret sine nye franske kanoner til Ukraine.
Læs mere om problemkanonerne her.
Altinget har dog fået indsigt i det tilbud, som israelske Elbit havde sendt til Forsvaret. Og her fremgår det:
'Dette tilbud i sin helhed er gyldigt indtil 30. juni 2023.'
Vildledende
Til Altinget siger flere finansordførere, at de føler sig vildledt.
- Det bidrager til et billede af, at regeringen i den grad har haft en dagsorden om at presse det her igennem så hurtigt som muligt. Det har været så vigtigt for dem, at de har følt sig nødsaget til at misinformere Folketinget og bruge falske argumenter, siger eksempelvis De Konservatives Rasmus Jarlov.
Til Altinget siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at det slet ikke var fordi tilbuddet udløb, at det hastede sådan med at få det godkendt. Det var på grund af, at man hurtigt skulle erstatte de franske kanoner, der var sendt til Ukraine.
Næse til syg mand
Normalt vil det udløse en næse - måske endda et farvel - til en minister, der har vildledt Folketinget. Men Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt, og derfor er situationen speciel.
- Vi må i første omgang have et samråd. Problemet er, at den ansvarlige minister er fraværende. Så spørgsmålet er, om vi skal vente med samrådet til efter sommerferien, når han har sagt, at han er tilbage.
- Man kan godt give den siddende minister en næse, men det er for tidligt at sige, hvor dette her kan ende henne.
- Vi skal også have en redegørelse fra ministeriet. Men for mig er der ingen tvivl om, at de efterlod et indtryk af, at der skulle svares hurtigt, siger Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted.
SF's Lisbeth Bech-Nielsen siger til Altinget, at Finansudvalget er 'nødt til at udtale kritik', hvilket er Christiansborg-sprog for en næse.