Medie: Øens Murerfirma totalrenoverede Anna Mees lejlighed

Den københavnske ekspolitiker Anna Mee Allerslev er frikendt for inhabilitet i forhold til Øens Murerfirma

Anna Mee Allerslev forlader sin borgmesterpost efter bryllups-sagen. Den tidligere borgmester får nu kritik for sit forhold til ejeren af Øens Murerfirma, der skulle være tættere end først oplyst.

Den økonomiske forbindelse mellem den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev og ejeren af Øens Murerfirma, Jan Elving, er tættere, end Allerslev hidtil har oplyst.

Det skriver BT baseret på mails, fakturaer og budgetter, som mediet er i besiddelse af.

Historien kommer, kort efter at Allerslev er blevet frikendt for inhabilitet i forhold til netop Øens Murerfirma.

Tidligere på måneden konkluderede advokatfirmaet Horten, der har undersøgt relationen mellem Allerslev og Elving, at der var et venskabeligt forhold, men at det ikke kan føre til inhabilitet.

Hortens undersøgelse er sendt til Folketingets Ombudsmand. Denne havde bedt Københavns Kommune om en redegørelse af sagen.

Allerslev har hidtil oplyst, at Øens Murerfirma har lavet "noget murerarbejde på badeværelset" i hendes lejlighed.

Ifølge BT har firmaet stået for en totalrenovering af Allerslevs 236 kvadratmeter store lejlighed. Samlet pris omkring 1,7 millioner kroner, fremgår det af et budget fra april 2016.

Forholdet mellem Allerslev og Elving kom frem i BT lige op til kommunalvalget i november 2017. Her var hun spidskandidat for De Radikale i København.

Men hun trak sig både som borgmester og spidskandidat lige inden valget. Det skete efter afsløringer af, at hun gratis havde lånt en festsal på Københavns Rådhus til sit bryllup.

Det kom også frem, at Allerslev havde lånt et festlokale af murerfirmaet, som havde modtaget kontrakter fra Københavns Kommune.

Fastholder forklaring
Allerslev fastholder i dag, at Øens Murerfirma ikke udførte en hovedentreprise af hendes lejlighed.

- Jeg har betalt for Øens arbejde og oplyst Horten om Øens rolle i forbindelse med renoveringen af lejligheden, skriver Allerslev i en mail til BT.

På Facebook tilføjer Allerslev:

- Siden jeg gik af, har BT's journalister både ringet til mig og opsøgt Øens Murerfirmas nuværende og tidligere medarbejdere flere gange på deres arbejde og hjemmeadresse.

- BT vil gerne have nogen til at indrømme, at jeg har fået et gratis køkken af Øens Murerfirma. Det har jeg selvfølgelig ikke, skriver hun.

Til Ritzau afviser Allerslev, at der er noget at komme efter.

- Jeg vil ikke gå nærmere ind i mine private anliggende, men jeg kan sige, at det er faktuelt forkert, at Øens Murerfirma har lavet en totalrenovering af min lejlighed, skriver hun i en sms.

Enhedslisten er utilfreds med Københavns Kommunes redegørelse til Ombudsmanden.

Gyda Heding (EL) vil derfor rejse sagen i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Jan Elving er ikke vendt tilbage på BT's henvendelser.

299 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere