Medie: Russiske agenter forsøgte at rekruttere dansk politiker

DF's Marie Krarup blev i 00’erne forsøgt hvervet af russiske efterretningstjenester i Moskva.

Marie Krarup blev i 00'erne forsøgt rekruteret af russiske agenter, skriver Radio 24syv Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Marie Krarup blev i 00'erne forsøgt rekruteret af russiske agenter, skriver Radio 24syv Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis Marie Krarup blev i 00’erne forsøgt hvervet af russiske efterretningstjenester.

Det skriver Radio24syv.

Det var agenter fra Ruslands militære efterretningstjeneste (GRU) og føderale efterretningstjeneste (FSB), der skal have forsøgt at rekruttere den danske politiker i Moskva, kort efter hun var stoppet som forsvarsattaché på den danske ambassade.

Ifølge Radio24syvs oplysninger ville agenterne have Marie Krarup til at udlevere informationer om en ansat i Forsvaret og undersøge vedkommendes netværk i Rusland.

Marie Krarup afviste imidlertid de russiske agenter og indberettede episoden til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), erfarer Radio24syv.

Det er uvist, hvad FE’s undersøgelse af rekrutteringsforsøget i Sejrsparken konkluderede, og om sagen dengang fik et efterspil for Marie Krarup.

Men de danske efterretningstjenester har dog set på sagen igen, mens hun har været medlem af Folketinget, skriver Radio24syv.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller Forsvarets Efterretningstjeneste ønsker at kommentere sagen overfor Radio24syv.

Marie Krarup, der siden 2011 har været medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, ønsker ikke at udtale sig om sagen.

- Ingen kommentarer, skriver hun i en mail til radiostationen.

Heller ikke ledelsen hos Dansk Folkeparti, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) eller forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker at kommentere sagen.

Marie Krarup har været en markant stemme i debatten om forholdet mellem Rusland og vesten.

Ifølge Flemming Splidsboel, der er seniorforsker i russisk inden- og udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, er sagen meget interessant.

- Det vil være usædvanligt, at man beder om den slags første gang. Normalt vil den fremmede tjeneste forsøge at opbygge et tillidsforhold først, inden man så beder om typisk offentligt tilgængeligt materiale, inden man så senere beder om fortroligt materiale. Det sker normalt ikke i ét hug, siger han til Radio24syv.

Han vil dog ikke på baggrund af oplysningerne konkludere, at de russiske efterretningstjenester i forvejen havde haft længerevarende kontakt til Marie Krarup.

Professor Mark Galeotti fra The Royal Services Institute, en britisk tænketank, siger til Radio24syv, at der ikke er noget overraskende i, at de russiske efterretningstjenester forsøger at rekruttere en dansk forsvarsmedarbejder.

- De anser enhver i en diplomatisk stilling for at være et naturligt mål, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer