Mere støtte til DF-togt: Europa-nævn kræver redegørelse

Det er ikke blot Messerschmidts EU-parti og fond, der har ydet støtte til DF's omstridte sommertogt i danske farvande - også det såkaldte Europa-Nævnet har givet økonomisk tilskud. Nu kræver nævnet en redegørelse fra DF

DF-formand Kristian Thulesen Dahl under det omstridte sommertogt (foto:Jens Dresling)
DF-formand Kristian Thulesen Dahl under det omstridte sommertogt (foto:Jens Dresling)

Der er pumpet endnu flere støttekroner i Dansk Folkepartis omstridte sommertogt i 2013, end det hidtil har været fremme.

Partiet bliver nu afkrævet yderligere en forklaring om den økonomiske støtte til sejlturen rundt omkring i Danmark forud for det seneste kommunalvalg.

Tidligere har det været fremme, at partiet har fået støtte til togtet fra Morten Messerschmidts EU-parti og dertilhørende fond, MELD og FELD.

Men nu viser det sig, at Europa-Nævnet under Kulturministeriet ligeledes har ydet støtte til sejlturen med mottoet 'Det sejler i EU - vi sejler for Danmark'. Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har modtaget.

Se også: Her er DF-bådturen EU gransker

Europa-Nævnet har nu valgt at kræve en redegørelse fra Dansk Folkeparti for, hvad støttekronerne fra nævnet konkret er blevet brugt til. Det fortæller nævnets formand, det tidligere folketingsmedlem Anne-Marie Meldgaard (S) til Ekstra Bladet.

- Jeg har bedt Dansk Folkeparti om at redegøre for det, siger hun.

Se også: Omstridt fond har betalt julekort og sejltur for Messerschmidt

Lokalvalg spillede central rolle
Kravet om en redegørelse kommer efter, at det på det seneste er blevet beskrevet, at det ikke blot var EU, som var på dagsordenen under sommertogtet.

Det forestående lokalvalg spillede således en central rolle under den ti dage lange sejltur, der havde deltagelse af bl.a. Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt.

- Vi har givet pengene ud fra det, de har søgt om -  og de har alene søgt om penge til EU-delen. Det er nyt for mig, at der også er kommunalpolitik i det, siger Anne-Marie Meldgaard til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg reagerer med det samme og siger, at det må vi have klarlagt. Jeg skal jo ikke give penge til noget, som enten MELD og FELD har betalt, eller som de har skullet betale i forhold til komminalpolitikken.

Kristian Thulesen Dahl har blandt andet sagt om formålet med sommertogtet:

- Det ærgrer os lidt, at vi ikke kan få flere til at stemme på os lokalt, så det gør vi et stort arbejde for at få ændret Og der er det her sommertogt en del af vores arbejde i forhold til det.

Se også: DF-boss revet ind i Messerschmidts møgsag

Når Europa-Nævnet yder tilskud til aktiviteter er det blandt for at 'fremme debat og oplysning om Europa.' 

I forvejen gransker en finansiel enhed under Europa-Parlamentet, om støtten til sommertogtet fra MELD og FELD har været berettiget. I den forbindelse har man bedt Dansk Folkeparti forklare, om der er gået EU-penge til lokalpolitik.

DF: Ingen problemer
Hos Dansk Folkeparti bekræfter organisationskonsulent Steen Thomsen, at Europa-Nævnet nu vil have en redegørelse om støtten til sommertogtet.

- Jeg ar fået en mail i går, så jeg vil selvfølgelig lave en detaljeret redegørelse og sende den til dem, siger Steen Thomsen.

Han afviser, at Dansk Folkeparti har fået uberettiget støtte fra Europa-Nævnet.

- Vi har omtalt sommertogtet og fortalt om det, vi skal i vores afrapportering (til Europa-Nævnet, red.). Det har endda været fremhævet i Europa-Nævnet, som én af de ting, der har været gode i forhold til oplysning om EU og Europa, siger organisationskonsulenten

Steen Thomsen ønsker ikke at oplyse, hvor meget Europa-Nævnet har givet i støtte til DF's sommertogt.

Kristian Thulesen Dahl har dog oplyst til Politiken, at Dansk Folkeparti selv har betalt omkring tre-fjerdedele af udgifterne til togtet.

83 kommentarer
Vis kommentarer