Messerchmidt-dommer har før fået gult kort for utilbørlig bemærkning

Morten Messerschmidt har klaget over ytringer fra dommeren i Meld-sagen, og nu viser det sig, at dommeren tidligere har fået en dom for en 'utilbørlig' udtalelse i forbindelse med en retssag

Sådan her så det ud, da Messerschmidt blev dømt i Retten i Lyngby. Dommen blev læst op af retsformand Søren Holm Seerup.

Sådan her så det ud, da Messerschmidt fik dommen.
Følg Politik

Retsformand Søren Holm Seerup, der er dommer i sagen mod Morten Messerschmidt (DF), har tidligere fået en kraftig påtale for en udtalelse i forbindelse med en retssag, kort før han skulle fælde dom.

Det erfarer Ekstra Bladet fra flere kilder med kendskab til en sjælden og opsigtsvækkende dom ved Den Særlige Klageret fra 2014.

'Klageretten fandt, at udtalelsen i den givne sammenhæng havde været utilbørlig, og Klageretten udtalte i den anledning sin misbilligelse,' står der i dommen fra 14. juli 2014.

Dermed har dommer Søren Holm Seerup fået et gult kort for ytringer, før Morten Messerschmidt fredag klagede over retsformandens ytringer på Facebook før og efter dommen over DF's næstformand.

Sagen fra 2014 tager udgangspunkt i en straffesag om økonomisk kriminalitet. Her brugte retsformand Søren Holm Seerup udtrykket 'dansen om guldkalven', der er synonym med grådighed, ifølge Den Danske Ordbog.

Det faldt både den tiltalte og vedkommendes advokat for brystet, som derfor klagede over dommer Søren Holm Seerup til Den Særlige Klageret.

De mente, at bemærkningen kunne 'virke stødende og som udtryk for foragt' samt rejse tvivl om dommerens 'upartiskhed'.

Sådan faldt ordene

Fredag den 21. marts 2014 blev en sag om økonomisk kriminalitet optaget til dom.

Her er, hvad dommer Søren Holm Seerup selv mener, han sagde:

'Jeg ønsker de tilstedeværende god weekend. For mit vedkommende vil weekenden jo gå med domsskrivning. Advokat B (anonymiseret, red.) har fortalt, at vejrudsigten lover regn, så det gør jo ikke så meget. Andre kan lave andre ting. Medlemmer af folkekirken kan gå i kirke på søndag, hvor epistelteksten er dansen om guldkalven. Rigtig god weekend.', sagde Søren Holm Seerup ifølge ham selv.

Her er, hvad den tiltalte og vedkommendes advokat mener, at dommeren sagde:

'Jeg vil nu ønske alle tilstedeværende en rigtig god weekend. For mit vedkommende vil weekenden bestå af domsskrivning. Til de fremmødte kan jeg sige, at teksten i kirken på søndag er »Dansen om Guldkalven«. Rigtig god weekend', sagde Søren Holm Seerup ifølge tiltalte og advokat.

Kilde: Den Særlige Klagerets dom af 14. juli 2014.

'En aldeles harmløs spøg'
Dommer Søren Holm Seerup beklagede udtalelsen i en henvendelse til Den Særlige Klageret.

'Jeg skal indledningsvis udtrykke min uforbeholdne beklagelse, hvis noget, jeg har sagt eller gjort, er blevet opfattet krænkende,' skrev dommeren ifølge dommen.

'Jeg har ikke på noget tidspunkt haft til hensigt at støde klagerne, ligesom jeg ikke har indset, at min adfærd eller mine udtalelser måtte være egnet til at blive opfattet således. Jeg har fremsat en bemærkning, der var ment som en aldeles harmløs spøg,' refereres dommeren for at have oplyst ifølge dommen.

Det fik dog ikke medlemmerne af Den Særlige Klageret til at mildne øjnene på dommer Søren Holm Seerup.

'Dommer D's (Søren Holm Seerup, red.) henvisning til 'dansen om guldkalven' var således i den konkrete situation egnet til at virke krænkende og til at drage hans upartiskhed i tvivl. Dette gælder uanset, hvad der har været dommer D's bagvedliggende intention med udtalelsen,' står der i dommen.

Retsformanden argumenterede også med, at tonen var munter i retssalen, men heller ikke det mildnede klageretten.

'Klageretten finder tværtimod, at det må anses for en skærpende omstændighed, at retsformanden i en straffesag om alvorlig økonomisk kriminalitet under spøgefulde former fremkommer med en udtalelse som den foreliggende direkte over for de tiltalte og deres forsvarere i forbindelse med det afsluttende retsmøde og inden, der er afsagt dom i sagen,' skriver klageretten.

Der blev aldrig et spørgsmål om inhabilitet i sagen, da den ikke blev anket fra byretten.

Begyndte med et 'like'
Nu er retsformand Søren Holm Seerup så havnet i en ny sag hos Den Særlige Klageret, fordi han var aktiv på Facebook både før og efter afgørelsen med likes og kommentarer relateret til sagen.

Meld-sagen drejer sig om svig med EU-midler og dokumentfalsk, og Morten Messerschmidt blev i midten af august idømt seks måneders betinget fængsel. DF's næstformand ankede dommen på stedet.

Efter dommen kunne Ekstra Bladet fortælle, at Søren Holm Seerup på Facebook likede et opslag fra tidligere folketingsmedlem og minister Søren Pind. Budskabet om, at DF'eren ikke burde forsætte som næstformand i partiet.

'Liket' fra Søren Holm Seerup - som siden helt har slettet sin profil på Facebook - faldt under 24 timer efter, at selvsamme retsformand idømte Morten Messerschmidt ved Retten i Lyngby.

Siden har flere medier beskrevet retsformandens Facebook-aktivitet, hvor han blandt andet for år tilbage har liket flere opslag om Meld-sagen. Omtalen skete på baggrund af materiale indsamlet af Morten Messerschmidt.

DF's næstformand har fredag indklaget Søren Holm Seerup for Den Særlige Klageret.

Mikael Sjöberg, der er formand for Dommerforeningen, sagde i forrige uge, at repræsentanterne for den dømmende magt skal tænke sig om, når de begår sig på de sociale medier.

- Folk skal vide, at vi tilgår sagerne upartisk og ikke har nogen forudindtagede holdninger. Den risiko løber man, når man går ind og kommenterer debatindlæg, sagde Mikael Sjöberg tirsdag til Jyllands-Posten.

Ekstra Bladet har fået oplyst via retspræsident ved Retten i Lyngby - Elisabet Michelsen - at Søren Holm Seerup ikke har nogen kommentarer.

Ikke i fængsel medmindre ...
Det var en enig domsmandsret, som idømte Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel i sagen, som Ekstra Bladet startede i sin tid.

Dommen skal ikke fuldbyrdes, medmindre DF-næstformanden begår noget kriminelt inden for de næste to år, forklarede retsformanden ved domsafsigelsen.

Anklagemyndigheden havde krævet mindst seks måneders fængsel, mens Morten Messerschmidt har nægtet sig skyldig i anklagerne.

Retten i Lyngby lægger sig derfor op ad anklagemyndighedens vurdering.

Derfor fik Messerschmidt seks måneder

Her er Retten i Lyngbys forklaring på, hvorfor straffen til Morten Messerschmidt endte på seks måneders betinget fængsel.

'Retten har i forhold 1 lagt vægt på beløbets størrelse. Der er i formildende retning lagt vægt på, at tiltaltes forsæt efter bevisførelsen først indtraf et stykke inde i gerningsperioden. Der er i skærpende retning lagt vægt på, at tiltalte opretholdt vildfarelsen gennem længere tid, herunder i forhold til den revision, som DG Finans på Europa-Parlamentets vegne foretog. Det er ligeledes tillagt skærpende virkning, at svigen er begået i forhold til en mellemfolkelig myndighed. Retten har i forhold 2 i formildende retning lagt vægt på, at initiativet til dokumentfalsk efter bevisførelsen ikke udgik fra tiltalte, og i skærpende retning lagt vægt på, at det falske dokument blev benyttet som led i en formueforbrydelse.

Retten finder det upåkrævet, at fængselsstraffen kommer til fuldbyrdelse. Retten har herved lagt vægt på tiltaltes særdeles gode personlige forhold. Retten har tillige lagt vægt på sagsbehandlingstidens længde, der kun i et delvist omfang kan tilskrives tiltaltes forhold.'

Kilde: Retten i Lyngby

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind