DF's formandskandidat Morten Messerschmidt og partimoder Pia Kjærsgaard viser mørke skyggesider på en hidtil ukendt hemmelig optagelse.
Ekstra Bladet er i besiddelse af en lydfil fra et gruppemøde i Dansk Folkeparti, hvor den potentielt kommende ledelse i partiet helt uden filter går verbalt bersærk over Nye Borgerliges formand.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Pernille Vermund er ifølge Morten Messerschmidt en 'førsteklasses led kælling' og får prædikatet 'gimpen fra Helsingør' hægtet på sig under mødet, der blev lydoptaget 8. oktober 2019.
Tilbage i 2017 sagde Morten Messerschmidt ellers til avisen.dk, at Pernille Vermund var en sympatisk person.
Pia K.: 'Dum som et bræt'
Den tidligere formand for Folketinget og partistifteren, Pia Kjærsgaard, skal have en plads i DF-ledelsen, hvis Morten Messerschmidt vinder formandsvalget 23. januar.
Men det er ikke just den finere etikette, der skinner igennem på gruppemødet. Også Kjærsgaard går frådende til angreb på Nye Borgerliges formand samt profilen Mette Thiesen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ud over gentagne gange at give Morten Messerschmidt fuldstændig ret i hans spydigheder kalder partistifteren Pernille Vermund for 'falsk som en slange'. Nye Borgerliges Mette Thiesen er - ifølge Pia Kjærsgaard på lydfilen - 'dum som et bræt' og 'virkelig, virkelig dum'.
Ekstra Bladet har foreholdt Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaards udtalelser for Pernille Vermund og Mette Thiesen. Ingen af de to politikere fra Nye Borgerlige ønsker dog at udtale sig.
Tulle vil ignorere
Snakken om Nye Borgerlige og Pernille Vermund handler om, hvorvidt Dansk Folkeparti skal ignorere konkurrenten på højrefløjen eller gå til angreb.
Kristian Thulesen Dahl optræder også på lydfilen, men han holder igen med spydighederne og når aldrig op i samme grovhed som Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.
- Hvis vi går i rette med hende, får hun en debat ud af det, og så bliver hun synlig, siger daværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Ikke første gang
Der er ikke første gang, at Morten Messerschmidt taler grimt og nedladende om en kvinde, som han er uenig med.
Mest kendt er episoden, da han sværtede sin daværende partifælle Rikke Karlsson til i flere medier, da hun slog alarm om forholdene i EU omkring Meld og Feld.
Hun blev i Ekstra Bladet kaldt 'en noget forvirret pige', og til Berlingske lød det, at hun var 'en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende'.
Morten Messerschmidt kaldte i samme periode DF's tidligere medlem af Europa-Parlamentet Anna Rosbach en 'en lille, forskruet pige.'
Morten Messerschmidt beklagede senere kommentarerne, der var 'røget en finke af panden', måtte man forstå.
I en skriftlig kommentar udtaler Morten Messerschmidt om lydfilen:
'Tonen kan være hård på Christiansborg. Bare tænk på de sms'er, der er blevet oplæst i minkkommissionen! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der mon bliver sagt om mig på andre partiers lukkede møder. Men det har altså intet med køn at gøre. Du mistror vel heller ikke Barbara Bertelsen for at være imod mænd, fordi hun skriver grimme sms'er om mandlige ministre?'
I en sms til Ekstra Bladet skriver Pia Kjærsgaard, at hun 'ikke vil kommentere en lydfil fra et lukket gruppemøde'.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets politiske podcast Ingen kommentarer herunder eller i din podcastapp