Messerschmidt erkender: Betalte EU-regning med EU's egne penge

Regnskaberne sejler - DF's stemmesluger efterlader ubetalte regninger i de omstridte fonde Meld og Feld, som blev tvangslukket nytårsaften

Messerschmidt fodrede hunden med egen hale, da EU krævede penge tilbage for et gyldent håndtryk til en tidligere medarbejder. Foto: Jens Dresling
Messerschmidt fodrede hunden med egen hale, da EU krævede penge tilbage for et gyldent håndtryk til en tidligere medarbejder. Foto: Jens Dresling

Da Morten Messerschmidt i oktober sidste år betalte cirka en million EU-støttekroner tilbage - som i 2014 var blevet brugt i strid med reglerne af de to organisationer Meld og Feld på et gyldent håndtryk - skete det med EU's egne penge.

Han brugte altså forudbetalte EU-støttemidler til et formål, som han på det tidspunkt godt vidste var i strid med EU-parlamentets regler.

Det erkender han i et interview med Ekstra Bladet.

Og selvom DF-stemmeslugeren, som formand for Meld har signeret hver eneste side i 2015-regnskabet, ved han ikke, hvor meget den nu nedlagte organisationen i dag skylder EU.

Morten Messerschmidt afviste ellers alle anklager, da det fredag kom frem, at hans to politiske 'fonde' Meld og Feld er blevet mødt med tilbagebetalingskrav på tre millioner kroner fra Europa-Parlamentets generalsekretær - og samtidig får voldsom kritik i en revisionsrapport fra Ernest & Young for det seneste årsregnskab,

Der var tale om chikane fra politiske modstandere - og revisorerne har intet kritisabelt fundet i regnskabet, forklarede han. 

– Meld har et underskud på 729.000 kroner i 2015, som Ernest & Young ikke kan se dokumentation for i regnskabet. De skriver i deres forbehold, at de ikke kan se, hvordan underskuddet er fremkommet?

– Det er fordi, den der lønudgift fra 2014 er tilbagebetalt - og det genererer underskuddet. Det er fordi, Meld og Feld lukker ned. Der er ikke flere medlemmer, forklarer Morten Messerschmidt.

Skødesløst

Han henviser altså til, at Meld og Feld i oktober sidste år måtte betale omkring en million kroner tilbage til EU-Parlamentet, som følge af ’skødesløs’ og ’overdreven’ omgang med EU-støtte. Pengene var som nævnt blevet brugt på et gyldent håndtryk til en tidligere medarbejder - og det ligger trods alt udover, hvad EU's oplysningsmidler må bruges på.

Messerschmidts EU-parti knaldet: Betaler én mio. tilbage

Men Morten Messerschmidt forklarer nu, at pengene blevet taget fra de nye EU-midler, som hans organisationer havde fået forudbetalt for 2015.

Man fodrede altså hunden med egen hale.

Organisationer som Meld og Feld har normalt to typer indtægter. Dels oplysningspengene fra EU (langt hovedparten) - og dels hvad medlemmerne selv spytter i kassen (egne resurser).

– Det er jo en ekstraordinær udgift. Som normalt skal dækkes løbende af egne resurser – men da Meld og Feld lukker ned, så er det ret svært at opkræve nye resurser. For hvem pokker skal man opkræve dem hos?

– Hvis der er omkostninger for cirka en million kroner til den tidligere medarbejder – og I har taget de penge fra nye EU-midler i 2015, så er den jo gal. Det siger EU, at I ikke må?

– Pengene er betalt tilbage delvist med egne resurser fra 2014 og så fra ’grantet’ (EU-støtten, red.) . Som så supplerer det sidste. Og nu bliver det …

– Men indtil videre har I betalt pengene tilbage med EU’s egne midler?

– Ja, ja, men jeg ved ikke hvordan. Jeg ved ikke hvor meget, der er gået fra EU-støttemidlerne. Normalt vil man jo afskrive det over nogle år ved egne resurser. Jeg antager, at man så har et underskud, som man så fylder op med egne resurser, fordi det ikke må afvikles over EU-støtten. Og nu opstår problemet, fordi Meld og Feld ikke har flere medlemmer. Spørgsmålet er, hvem der bærer ansvaret.

Personlig konkurs?
– Parlamentets generalsekretær vil inddrive de tre millioner kroner fra ledelsen af Meld og Feld ad rettens vej. Kan du betale de penge, eller vil det betyde, at du går personlig konkurs, hvis du bliver dømt?

– Jamen altså jeg afventer lige, hvad der sker på mandag. Sagen er den, at de kampagneaktiviteter, som indgår i beløbet, er efter bogen. Jeg vil selvfølgelig tage kampen op. Jamen det er selvfølgelig, noget jeg drøfter med DF, og så må vi jo se på det. Jeg føler, det er en politisk hetz rettet mod mig. 

– Tror du, at DF vil hjælpe dig med at betale?

– Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Det er lidt over halvdelen, som jeg har haft med at gøre. Tilbage i 2013 og 2014 var det ikke mig, som skrev under på papirerne. Det var det tidligere formandskab. 

– Hvorfor blev jeres regnskab forsinket 18 dage, så I måtte have to rykkere?

– Jeg mindes ikke. Jeg kan godt huske, at noget var forsinket. Det var noget med revisorfirmaet i Frankrig. Det er ikke noget, jeg har siddet med. Det er vores assistent i Meld. Jeg hæfter mig bare ved, at Ernest & Young ikke har kritiseret vores konkrete kampagneaktiviter. 

– Jeg sidder og kigger på regnskabet. Der er heftig kritik, og du har da skrevet under på hver eneste side?

– Det er jeg jo nødt til. Det er mig, der er formand i 2015. Det, der bliver kritiseret er, at man ikke har fået en ordentlig forklaring - og derfor ikke kan se, hvordan den endelige status skal gøres op. Det er jeg selvfølgelig ærgerlig og forundret over.

– De skriver, at de ud fra regnskabet hverken kan stå inde for resultatet eller balancen, jeres formue eller underskud. De siger reelt, de ikke ved, hvordan resultatet er opstået?

– Revisoren er slet ikke inde på den kritik, som generalsekretæren kommer med. De tager jo kun forbehold for det endelige årsresultat – ikke de enkelte projekter. Det er hele pointen. Ernst & Young retter ikke kritik af de enkelte kampagner – kun af spørgsmålet om, hvordan foreningen bliver lukket ned.

Ignoreret af revisor

Ifølge Morten Messerschmidt har Meld forsøgt at få en dialog med Ernst & Young, efter revisionsselskabet har lavet sine kritiske bemærkning til regnskabet den 22. marts. Men det har ikke været muligt.

- Det har i hvert fald ikke været særligt hjælpsomt, at man ikke har kunnet komme i kontakt med dem. Jeg bad Melds bogholderi om at finde ud af, hvad der var galt. Jeg er sikker på, at det har været en bogholderi-fejl eller en teknisk ting, som kunne have været løst.

- Nu er et regnskab jo ikke en politisk forhandling. Det er et, som man laver på en bestemt dato, og så skal det kunne læses, være fyldestgørende  og forståeligt for revisoren?

- Jo, og de er usikre på, om Meld er 'ongoing' eller lukker ned. Det har en betydning for status, om man forventer flere indtægter.

Læs rapporten fra Ernest & Young og notatet fra EU-parlamentets generalsekretær Klaus Welle herunder:

Revisionsrapport.pdf

Notat fra EU-parlamentet.pdf

Hun fik jorden til at brænde under Messerschmidt: Jeg har styr på min mavefornemmelse

Messerschmidt: Ingen hår i min gode suppe