Messerschmidt klager over dommer

Morten Messerschmidt og hans advokat klager over dommer efter 'like' på Facebook

Sådan her så det ud, da Messerschmidt blev dømt i Retten i Lyngby. Dommen blev læst op af retsformand Søren Holm Seerup.

Morten Messerschmidt vil indgive en klage over Søren Holm Seerup, der var dommer i Retten i Lyngby, hvor Messerschmidt fredag blev kendt skyldig i dokumentfalsk og svig med EU-midler.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt klager nu over dommeren i den straffesag, hvor han er blevet kendt skyldig i svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Det sker, efter at dommeren, Søren Holm Seerup, har 'liket' et længere Facebook-opslag fra den tidligere Venstre-minister Søren Pind.

'Ære spiller ikke længere en rolle i politik. Eller i samfundet', indleder Søren Pind opslaget på sin private Facebook-profil, hvor han med det samme opremser en række eksempler på politiske konsekvenser - eller manglen på samme - tidligere og i dag. Heriblandt DF's næstformand.

'Messerschmidt fortsætter som DF-næstformand, skønt en idømt fængselsstraf', skriver Søren Pind, som retsformanden i Messerschmidt-sagen altså 'liker'.

Morten Messerschmidt. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Morten Messerschmidt. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 

Meget stødt
Dette 'like' - som dommeren efterfølgende slettede efter Ekstra Bladets henvendelse - får nu Messerschmidt til at reagere. Det oplyser hans advokat Peter Trudsø til Berlingske:

- Jeg har talt med min klient om det her opslag på Facebook, og min klient er meget stødt over det like, som Søren Holm Seerup har givet, siger Peter Trudsø:

- Jeg har aftalt med min klient, at vi i næste uge vil indgive en klage over Søren Seerup Holm til den særlige klageret, og så må Den Særlige Klageret kigge på sagen. Jeg kan forstå på deres hjemmeside, at der i den her sagstype er en sagsbehandlingstid på to måneder, så det varer ikke længe, før vi får klagerettens holdning til det her.

Kan udtrykke misbilligelse
Den Særlige Klageret kan ikke afgøre, om en sag skal gå om med en ny dommer, men den kan udtrykke misbilligelse af en dommer.

- På den korte bane må vi se, hvad klageretten mener, men på den længere bane kan det rejse et spørgsmål om, hvorvidt dommeren har været fuldstændig upartisk i den her sag, siger Peter Trudsø.

Messerschmidt klager over dommer