Messerschmidt om Trump: Skingrende sindssygt

DF-Ungdom støtter ubetinget Donald Trump. Men det er uklogt, fastslår Morten Messerschmidt. Han håber på Hillary Clinton som USA's næste præsident (opdateret: DF-Ungdom afviser at støtte Trump. Det var bare for sjov, meddeler ungdomspartiet)

Både Morten Messerschmidt og hans lillesøster støtter Hillary Clinton som USA's næste præsident.  Keith Srakocic/AP/Polfoto
Både Morten Messerschmidt og hans lillesøster støtter Hillary Clinton som USA's næste præsident. Keith Srakocic/AP/Polfoto

Dansk Folkepartis europæiske frontfigur Morten Messerschmidt tager klart afstand fra DF-Ungdoms fuldtonede støtte til Donald Trump som USA's næste præsident. 

- Det er ikke alt, hvad han siger, der er skingrende sindssygt. Men iblandt det han siger, er der noget, som er skingrende sindssygt. Og det skal man være bekymret over, siger Morten Messerschmidt.

Hans egen lillesøster Sofie Messerschmidt opholder sig for tiden i USA, hvor hun rent faktisk arbejder for Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clintons valgkampagne.

Men hvor der er enighed i familien Messerschmidt, så foretrækker DF-Ungdom altså Donald Trump. I en sang på det netop afsluttede folkemøde på Bornholm fastslog de unge DF'ere, at Hillary Clinton er et æsel, og at de ville stemme på Trump, hvis det ellers var muligt.

Donald Trump har nogle pointer, mener formanden fir DF-Ungdom. Men af to onder er Hillary Clinton det mindste, vurderer han. Foto: AP Dansk politik DF-Ungdom afviser: Vi støtter ikke Donald Trump

Især Trumps løfter om at stoppe al muslimsk indvandring til USA vækker glæde hos DF-Ungdom.

- Jo, jo - selv en blind høne kan jo finde korn, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

- Men det at være præsident i USA er jo ikke en leg. Det er en alvorlig sag, og det kræver et stort lederskab, stor global indsigt og stor menneskelig indsigt. Og de tre ting kan jeg simpelthen ikke få øje på hos Donald Trump. Det må jeg indrømme. Så i valget mellem de to, der tror jeg, at Hillary Clinton er det mindst onde. Så jeg håber, at det bliver hende der vinder valget.

DFU'erne forsøgte at være sjove, ved at kalde præsident Obama for en talentløs neger. Foto: David Trads Dansk politik Ungdomsparti kaldte Obama for talentløs neger: Vi blev misforstået

- Jeg har ikke set deres sang. Men jeg var til DF-Ungdoms årsmøde i februar, hvor jeg var festtaler om aftenen, og der gjorde jeg grin med, at de i offentligheden støttede Trump. Jeg sagde, at jeg gerne ville advare mod, at man ikke også endte med at støtte Hugo Chavez og andre farverige personligheder. Det er uklogt. Man kan ikke forudse, hvad Trump finder på, og man risikerer at blive taget til indtægt for alle mulige tossede ting.

Morten Messerschmidt understreger, at der mere er tale om et fravalg af Donald Trump end et tilvalg af Hillary.

- Jeg er ikke nogen fan af Clinton-familien. Men jeg synes, at det er temmelig bekymrende af forestille sig, at Donald Trump skulle stå i spidsen for den supermagt, som vi skal knytte vores håb til. Eksempelvis hans udmeldinger om, at han ikke afviser at bruge nukleare våben over Europa. Hans stil er fuldstændig ustyrlig, og hans meldinger stritter i alle mulige retninger.

- Plejer du at foretrække en republikansk præsident?

- Det er fra sag til sag, men der er klart flest republikanske præsidenter, som jeg er fascineret af. Og normalt er det republikanerne, som jeg føler mig bedst sammen med. Men det er svært at sammenligne europæiske og amerikansk politik. Der er masser af brave demokrater – som ikke er helt derude hvor Bernie Sanders befinder sig. Jeg er meget glad for USA generelt, men det er lidt underligt at skulle fravælge en kandidat på den måde. Det må jeg indrømme.

Opdateret: Efter Ekstra Bladet har bragt denne artikel, er vi blevet kontaktet af DF-Ungdom, som afviser at støtte Donald Trump. Sangen på Folkemødet på Bornholm var bare for sjov, oplyser Jakob Søgaard Clausen, der er politisk næstformand i DF Ungdom Aarhus. Det samme oplyser DF-Ungdom på organisationens Facebook-side, hvor det fremgår, at også andre ungdomspartier har skrevet hyldestsang til Trump.

'Som DFU'er er det med meget stor forundring, at jeg kan læse, at I skriver, at DF Ungdom ubetinget støtter Donald Trump som præsident i USA. Dette er på ingen måde DFU's politik, og vores formand har gentagende gange gjort det klart, at vi ikke støtter Trump. Det er korrekt, at nogle af vores medlemmer har lavet en sang til Folkemødet på Bornholm, hvori de støtter Trump, skriver Jakob Søgaard Clausen.

'Men hele meningen med sangen var, at den skulle være humoristisk. Der er dermed blot tale om en sang skrevet i sjov, og ikke en egentlig støtte til Trump. Ved samme lejlighed lavede både Konservativ Ungdom og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom også en støttesang til Trump, og på samme måde som DFU, så støtter de heller ikke Trump,' forklarer han.

I februar i år fremgik det af DF-Ungdoms Facebook-side, at organisationen støttede Donald Trump.

'We support you', lød det fra DF-Ungdom, men det var altså en misforståelse. 

DF-Ungdom har tidligere udtrykt støtte til Trump på partiets officielle Facebook-side, men det var angiveligt en fejl.
DF-Ungdom har tidligere udtrykt støtte til Trump på partiets officielle Facebook-side, men det var angiveligt en fejl.
 

351 kommentarer
Vis kommentarer