Ikke engang et halvt år nåede Morten Messerschmidts nye partisekretær, Jens Vornøe, at have sit job, før han er færdig på posten.
Partiet bekræfter over for Ekstra Bladet, at Jens Vornøe nu er blevet 'chef for erhvervsrelationer og events'.
Det betyder, at Morten Messerschmidt nu for anden gang på et halvt år laver udskiftning på den øverste post i partiets organisation.
Partiet har endnu ikke fundet en afløser for Jens Vornøe, men vil i stedet slå stillingen op 'om noget tid', oplyser DF's presseafdeling til Ekstra Bladet.
I mellemtiden vil 'flere gode folk' deles om de arbejdsopgaver som Jens Vornøe efterlader sig.
Mystik
Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at komme i kontakt med hverken Morten Messerschmidt eller Jens Vornøe.
Det har ikke været muligt at få oplyst hos DF, om det var Jens Vornøe eller partiet, der har taget initiativ til, at Jens Vornøe skal lave noget andet.
Men partiet oplyser, at begge parter er enige.
Udskiftninger
Jens Vornøe blev partisekretær tilbage i februar, da den mangeårige partisekretær Steen Thomsen stoppede efter det dramatiske formandsopgør mellem Morten Messerschmidt og bl.a. Martin Henriksen.
Messerschmidt vandt formandsposten, og få uger senere kunne han gøre sin nære allierede til partisekretær.
Jens Vornøe var nemlig Messerschmidts trofaste støtte i formandsvalgkampen i januar. Han sad i partiets hovedbestyrelse og samtidig som formand for Dansk Folkeparti i København.
Polemik
I løbet af foråret har Jens Vornøe været genstand for DF-mudderkast i offentligheden.
I marts beskyldte den tidligere DF'er Erik Høgh-Sørensen Jens Vornøe for at være skyld i, at 11 medlemmer af foreningen i Hjørring meldte sig ud. Det skrev han i et Tweet.
'Partisekretær Jens Vornøe (DF) kom fra Kbh. til aftenens generalforsamling i Hjørring-kredsen for at bagtale folk, der ikke var til stede (en tidl. lokalformand + mig). Jens' resultat da folk gik: Yderligere 11 udmeldelser af DF-Hjørring,' skrev Erik Høgh Sørensen.
Beskyldningen faldt efter, at Dansk Folkeparti havde kylet Erik Høgh Sørensen ud af partiet.
- Der har været alt for meget uro i Dansk Folkeparti med fokus på personsager og offentlige angreb, sagde Jens Vornøe dengang.
Implosion
Siden Morten Messerschmidt overtog roret i Dansk Folkeparti er det kun gået en vej. Og det er ned.
Partiet tæller nu sølle fem mandater i Folketinget, mens hele 11 er skredet.
Og samtidig kunne partiet ikke engang skrabe to procent af vælgere sammen i seneste meningsmåling foretaget af Megafon. Kun 1,7 procent af danskerne vil stemme på Messerschmidts parti. Det betyder, at partiet står til at ryge ud af Folketinget, hvis ikke de når over spærregrænsens 2 procent.