Messerschmidts afløser er dybt belastet

Morten Messerschmidts højre hånd står til at overtage lederpost i Bruxelles. Men Anders Vistisen er selv sovset ind i skandalen

Anders Vistisen bliver ny DF-chef i Bruxelles, lyder det, selvom han er fedtet ind i skandlen, som væltede Messerschmidt (Foto: Mogens Flindt)
Anders Vistisen bliver ny DF-chef i Bruxelles, lyder det, selvom han er fedtet ind i skandlen, som væltede Messerschmidt (Foto: Mogens Flindt)
Følg Politik

I et forsøg på at lukke sagen om misbrug af EU-midler og det syndige rod i de europæiske fonde Meld og Feld, har Morten Messerschmidt taget sin afsked som DF's gruppeformand i Europa Parlamentet.

Dansk Folkeparti har endnu ikke præsenteret Morten Messerschmidts afløser, men alt peger på, at 28-årige Anders Vistisen, bliver ny DF-rorgænger i Bruxelles.

Centralt placerede kilder i DF gør simpelthen klart, at Anders Vistisen er storfavorit til at tage over efter Messerschmidt.

I den forbindelse bliver det bemærket, at Vistisens eneste konkurrent, parlamentsmedlem Jørn Dohrmann, aldrig har været synderligt ivrig for at gå efter politiske lederposter.

En kilde forklarer, hvordan Jørn Dohrmann i sin tid som folketingsmedlem ganske usædvanligt takkede nej, da daværende partiformand Pia Kjærsgaard tilbød ham en formandspost i et af Folketingets udvalg.

Dermed bliver Morten Messerschmidts efterfølger efter al sandsynlighed en mand, som er dybt fedtet ind i skandalen om Meld og Feld.

Alt efter bogen
Den tidligere boss i DF Ungdom Anders Vistisen blev valgt til parlamentet i Bruxelles i maj 2014 som følge af Morten Messershmidts historisk gode valg, der betød, at han hev hele tre DF'ere med sig til Bruxelles.

Siden skandalen om Meld og Feld begyndte har han stået last og brast med Morten Messerschmidt. Anders Vistisen er ligeledes gået forrest i tilsviningen af Rikke Karlsson, hvis exit fik hele skandalen til at rulle.

- I denne sag har Rikke så valgt også at begynde at smide mudder på det parti, der altid har været der for hende, skrev Anders Vistisen eksempelvis på Facebook i oktober 2015, og fortsatte i sin svada i en melodi, som i dag fremstår en smule tragikomisk:

- Alt er naturligvis foregået efter bogen, pengene passer og alle oplysninger er og har altid været fuldt tilgængelig - endda også på Europa Parlamentets hjemmeside.

Ekstra Bladet har i de ti måneder, som er gået sidenhen, bragt en række afsløringer af de kritisable forhold i Meld og Feld.

I november 2014 år blev Anders Vistisen, der er uddannet jurist, indsat som Meld-kasserer for en to-årige periode. Altså en post han ville have siddet på den dag i dag, hvis ikke Meld var blevet tvangsopløst af Europa-Parlamentet.

Ny afsløring: Vildt kaos hos Messerschmidt

Groggy Messerschmidt: Vi skrev ikke tingene ned

Messerschmidt kæmpede desperat til det sidste

Mystisk indsættelse
Anders Vistisens indsættelse som ansvarlig for Melds økonomi er imidlertid omgærdet af mystik.

Han optræder nemlig som indsat på posten i de dokumenter, som Meld indsendte til de franske myndigheder, men samtidig slår mødereferatet fra generalforsamlingen samme dag - 19. november 2014 - fast, at Morten Messerschmidt var eneste dansker til mødet. Med andre ord fik Vistisen tilsyneladende sin post uden at være til stede på generalforsamlingen selvom Melds vedtægter foreskriver, at formand og kasserer vælges på netop generalforsamlingen.   

Da Ekstra Bladet forleden spurgte Anders Vistisen om, hvordan han havde fået den fine post, lød hans svar sådan her:

- Du blev valgt til kasserer i Meld i november 2014?

- Ja, jeg blev valgt der på en generalforsamling, jeg kan ikke lige huske datoen.

- Det undrer mig bare. Jeg sidder nemlig med referatet fra den generalforsamling. Og der står, at du ikke deltog?

- Okay. Jamen, det kan jeg jo ikke sige hvorfor. Jeg mener nu, at jeg har været med til alle de møder, der har været.

- Det her var jo en generalforsamling. Ikke et tilfældigt møde. Du må da kunne huske, om du blev valgt på en generalforsamling?

- Så formelt foregik det nu ikke. Jeg mener, jeg var, lød det fra Anders Vistisen.

Messerschmidts højre hånd ramt af hukommelsestab

Eks-DF'er modsiger Messerschmidt: Han lyver stadig

Rådgiver fik gyldent håndtryk
Men Anders Vistisen tvivlsomme rolle i Meld stopper ikke her.

Han har nemlig arbejdet helt tæt sammen med den tidligere generalsekretær i Meld Juan Manuel Ghersinich, som forlod sin post i januar 2015 med et gyldent håndtryk på 1,3 millioner kroner. Penge som EU siden har forlangt tilbage.

Juan Manuel Ghersinich fik allerede måneden efter job i DF's nuværende gruppe i parlamentet, ECR. I sit nye job rådgav han Anders Vistisen. Dermed scorede han dobbeltløn, mens han arbejdede tæt sammen med DF'eren.

Det er Ghersinich som skriver referatet fra Melds underlige generalforsamling 19. november 2014. Samme dag indsættes Jørn Dohrmann og Rikke Karlsson uden deres vidende – har de fortalt - som bestyrelsesmedlemmer. Ghersinich omtaler ikke deres valg med et ord i sit referat, selv om Melds egne vedtægter tilsiger, at bestyrelsesmedlemmer vælges netop på generalforsamlingen.

Ekstra Bladet erfarer, at Ghersinich ikke længere er ansat i ECR-gruppen. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes skilsmissen omstændighederne ved det mystiske gyldne håndtryk, som ifølge parlamentet skal betales tilbage til EU-kassen.

* * *

Send en mail

Anders Vistisen har ikke ønsket at deltage i denne artikel.

- Du har ellers haft ret meget at gøre med Meld som tidligere kasserer...

- Vi kommer det ikke nærmere. Du kan sende et skriftligt spørgsmål.

- Er det ikke nemmere at tale sammen nu?

- Nej, det er det ikke.

Anders Vistisen har fravalgt at svare via mail.

* * *

Tulle leger stilleleg

Kristian Thulesen Dahl, der har ledet Dansk Folkeparti siden 2012, har ikke ytret så meget som et kvæk siden skandalen om den europæiske fond Meld begyndte at rulle igen torsdag den 18. august.

Her kunne Ekstra Bladet afsløre, hvordan Rikke Karlsson (ex-DF) og Jørn Dorhmann (DF) følte sig misbrugt af Morten Messerschmidt, fordi de var indsat som bestyrelsesmedlemmer uden de vidste det. Et mødereferat - der er fremkommet via aktindsigt hos de fransk myndigheder - bakker deres udsagn op. Det er ligeledes kommet frem, at DF's næstformand Søren Espersen sad i bestyrelsen hos Melds fond, Feld.

Ekstra Bladet har dagligt i den forløbne uge forsøgt at få DF-bossen og næstformanden i tale. Men uden held. Adskillige andre medier har ligeledes løbet panden mod en mur.

Det samme gjorde sig gældende i går, hvor Dansk Folkeparti afholdt sommerfest. Hverken Kristian Thulesen Dahl eller Søren Espersen var i snakkehumør.

Tulle giver partifælle mundkurv på

Messerschmidt bekræfter: Søren Espersen i bestyrelsen for skandalefond

Søren Espersen har i modsætning til Thulesen Dahl ytret sig en enkelt gang i forløbet. Det var da han over for Jyllands-Posten kundgjorde, at DF nu ville kigge papirerne igennem. Både før og siden har han forholdt sig tavs. Det gjorde sig også gældende, da Ekstra Bladet forsøgte at interviewe ham om hans rolle i Meld og Feld.

Inden tavsheden indfandt sig, var Kristian Thulesen Dahl i foråret ude med riven efter Europa Parlamentet, da han brokkede sig over, at DF blev dømt til at betale EU-støttemidler tilbage.

- Det er som om, vi bliver vurderet på andre grundlag ud fra andre fortolkninger, end man lægger til grund, når man vurderer andre partiers gøren og laden, sagde han ifølge DR i maj, da DF tilbagebetalte 1,6 mio. kr., som partiet havde brugt i dansk sammenhæng på bl.a. skonnertrejsen i august 2013.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hjælp danskeren – sænk afgiften på benzin

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+