Messerschmidts højre hånd ramt af hukommelsestab

Stort interview: Medlem af EU-parlamentet for DF - og kasserer i skandale-ramte Meld - Anders Vistisen afslører her forbløffende huller i sin viden om den fond, hvor han sad på pengekassen

Morten Messerschmidt vil ikke udtale sig om politianmeldelsen, men henviser til Meld kasserer Anders Vistisen, som i dette interview afslører en forbløffende mangel på viden om Meld. Foto: ANDERSEN CICILIE S.
Morten Messerschmidt vil ikke udtale sig om politianmeldelsen, men henviser til Meld kasserer Anders Vistisen, som i dette interview afslører en forbløffende mangel på viden om Meld. Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Morten Messerschmidt højre hånd i Bruxelles - EU-parlamentsmedlemmet Anders Vistisen (DF) – forsøger nu at komme sin partifælle til undsætningen i sagen, hvor DF’s europæiske topfigur i dag er blevet politianmeldt for identitetstyveri.

Messerschmidt politianmeldt for identitetstyveri

Ifølge Vistisens forklaring til Ekstra Bladet så var både han selv - samt Rikke Karlsson (tidligere DF) og Jørn Dorhmann (DF) til stede på den generalforsamling 19. november 2014, hvor de angiveligt blev valgt ind i Melds bestyrelse.

Både Karlsson og Dorhmann har ellers forklaret, at de er blevet indsat i bestyrelsen for Meld uden at vide det.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i mødereferatet hos de franske myndigheder, hvor Meld er registreret.  Ifølge Melds vedtægter vælges bestyrelsen på den årlige generalforsamling.

Referatet viser dog - i strid med Vistisens forklaring - at hverken Karlsson eller Dorhmann var tilstede.

Ny afsløring rammer Messerschmidt: Eneste dansker på afgørende møde

Det var Anders Vistisen heller ikke, selvom han samme dato blev udpeget til kasserer for Meld. I den funktion overtog han ansvaret for hele organisationens økonomi og daglige ledelse sammen med formanden Morten Messerschmidt.

 

Her kan du læse Vistisens forklaring i et udskrevet interview:

- Du blev valgt til kasserer i Meld i november 2014?

- Ja, jeg blev valgt der på en generalforsamling, jeg kan ikke lige huske datoen.

- Var du selv tilstede på generalforsamlingen?

- Som jeg husker det, så var det i forbindelse med et gruppemøde, vi havde i Europa-Parlamentet, hvor vi ordnede det.

- Så det var selve generalforsamlingen?

- Den var i forbindelse med. Altså der var kun os fire DF’ere, der samtidig var medlem af Europa-Parlamentet (Morten Messerschmidt, Anders Vistisen, Jørn Dorhmann og Rikke Karlsson, red.).

- Så det var indkaldt i samme forbindelse, så når vi alligevel mødtes, kunne vi lige så godt gøre det i den forbindelse. Som jeg husker det.

Se dokumenterne: Messerschmidt anklages for svindel

DF'er: Blev også misbrugt af Messerschmidt

- Så det var kun jer fire danskere, der sad til den generalforsamling?

- Ja, og ham der generalsekretæren Juan Manuel har formodentligt lige været med for at ordne papirer og generalforsamlingsreferat og den slags ting. Så han har nok været med til en del af mødet, som jeg husker det. 

(Juan Manual Ghersinich fik få uger senere et gyldent håndtryk på 1,3 millioner kroner, hvorefter han fortsatte som rådgiver i parlamentet for blandt andre Anders Vistisen, red.)

- Okay, så der var ikke andre med – heller ikke den afgående formand?

- Nej, alle var inviteret. Men der var ikke nogen, der var fortsættende, så de havde ikke den store interesse i at møde op. Det er meget at tage fra Slovenien for at holde en halv times møde.

- Hvad med dem, der hedder Espositi og Binev?

- Jamen de sidder jo i nationale parlamenter, så der har det i de forsamlinger typisk været sådan, at man giver sin fuldmagt, fordi man ikke har gidet at flyve til Bruxelles for at holde de der møder. Derfor har generalsekretæren fået fuldmagter med for dem, som ikke er mødt.

- Du må da kunne huske, om du var med på generalforsamlingen?

- Ja, jeg var med, da jeg blev valgt i sin tid.

- Du siger, at der ikke var andre med end jer fire – og så Juan Manual Ghersinich?

- Jeg kan ikke huske, om det var Juan Manuel eller en anden. De møder jeg har været med i, der har det været MEP’erne og generalsekretæren, der har været med. Og han har haft fuldmagter med fra de andre.

- Men det her var den årlige generalforsamling – og her var du med?

- Ja.

- Det undrer mig bare. Jeg sidder nemlig med referatet fra den generalforsamling. Og der står, at du ikke deltog?

- Okay. Jamen det kan jeg jo ikke sige hvorfor. Jeg mener nu, at jeg har været med til alle de møder, der har været.

- Det her var jo en generalforsamling. Ikke et tilfældigt møde. Du må da kunne huske, om du blev valgt på en generalforsamling?

- Så formelt foregik det nu ikke. Jeg mener, jeg var.

- Du kan ikke huske om personer ved navn Provera, Binev og Esposito var med på generalforsamlingen?

- Ikke som jeg husker det. Nej.

- Det ser heller ikke ud til, at Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann var med?

- Jamen du har jo et papir, som jeg ikke har set. Eller ikke kan huske. Hvis du siger det står der, så tror jeg på dig. Som jeg husker det, så var det DF’s gruppemedlemmer. De møder, jeg har været til i Meld, har været i den komposition.

- Altså bare jer fire – og Juan Manual ?

- Ja, der har været to-tre af den slags.

- Kan du huske, hvornår I sidst så ham polakken Jacek Wlosowicz, der var præsident (formand, red.) før Messerschmidt?

- Jeg tror ikke, jeg har mødt ham. Jo, jeg har formodentligt mødt ham dengang, jeg arbejdede i Europa-Parlamentet. Men jeg kan ikke huske, at jeg har mødt ham i Meld-sammenhæng.

- Når Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann siger, at det kommer fuldstændig bag på dem, at de har siddet i Melds bestyrelse. Kan du så forstå dem?

- Altså, jeg har ikke været i tvivl om, at det var os fire, der sad i bestyrelsen. Men jeg ved ikke, hvad de ved. Men jeg har vidst hele sidste år, at det var os fire der sad i bestyrelsen.

- Okay, det var jer fire i bestyrelsen – og ikke andre personer?

- Ja, som jeg husker det, så var der kun fire mand i bestyrelsen. Jeg kan ikke huske, om der var en til, men han har i hvert fald aldrig deltaget.

Døm selv. Husker Anders Vistisen rigtigt, når han fortæller, at han deltog i generalforsamlingen, hvor Karlsson og Dorhmann angiveligt blev valgt?
Døm selv. Husker Anders Vistisen rigtigt, når han fortæller, at han deltog i generalforsamlingen, hvor Karlsson og Dorhmann angiveligt blev valgt?