Mette Bock angriber Løkke: Han manglede vilje

Tidligere kultur- og kirkeminister for Liberal Alliance Mette Bock retter kritik mod Lars Løkke Rasmussens lederevner

På valgaftenen stod det klart, at Løkke - for anden gang - havde tabt Statsministeriet.

Den forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen manglede viljen til at lede partierne i VLAK-regeringen.

Det siger tidligere kultur- og kirkeminister for Liberal Alliance Mette Bock i et interview med TV 2.

- Jeg oplevede en mangel på vilje til at lede og få tre forskellige partier – og vi var jo tre forskellige partier – til at fungere i et fælles projekt, siger hun til tv-stationen.

- Det, der sker i en flerparti-regering, er, at man let kommer til at finde de laveste fællesnævnere i stedet for i fællesskab at formulere en vision. Vi lagde egentlig nogle meget gode spor i regeringsgrundlaget, men det lykkedes ikke rigtig at få det op at flyve.

Mette Bock kritiserer Løkkes ledelsesstil under den forhenværende VLAK-regering. Foto: Jens Dresling
Mette Bock kritiserer Løkkes ledelsesstil under den forhenværende VLAK-regering. Foto: Jens Dresling
 

Interne kampe
Den tidligere regering sad på magten i perioden 2016 til 2019 og bestod af partierne Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

I denne periode var der mange politiske stridigheder, især mellem Liberal Alliance og støttepartiet Dansk Folkeparti.

- Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti har haft en ledelse, for hvem det var vigtigt at slå alt ned, der kom fra Liberal Alliance. Det lykkedes dem heldigvis ikke, siger Mette Bock.

- Men der skal også sidde én for bordenden, som er med til at skabe energi og tro på, at vi kan noget sammen. Set fra mine ministerstole kunne der godt have været en bedre ledelse, siger hun.

En skillevej
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen italesatte dengang de mange konflikter, blandt andet da han slog fast, at det borgerlige-liberale Danmark stod ved en skillevej.

- Vi kan lade det hele falde på gulvet, eller vi kan rykke sammen og arbejde os videre. Regeringen ønsker - og regeringen har valgt - det sidste, sagde han kort inden julen 2017.

Ved Folketingsvalget i juni 2019 havde Løkke dog ikke meget tilovers for det blå samarbejde. Nu ønskede han i stedet at danne en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra både Mette Bock og Lars Løkke Rasmussen. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

406 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere