Mette F: For mange krænkelses-sager i S

Selvom det seneste år har været præget af nedlukninger og virtuelle møder, har mindst 53 personer i Socialdemokratiet meldt om krænkelser det seneste år. - Jeg forsøger at ændre kulturen, siger statsministeren

Ekstra Bladets journalist Brian Weichardt interviewer statsminister Mette Frederiksen.

Sager om krænkelser i Socialdemokratiet fortsætter med at dukke op. Og der er alt for mange, siger statsminister Mette Frederiksen.

Sidste år måtte partiets daværende næstformand Frank Jensen trække sig som overborgmester i København, efter en stribe sager gennem 30 år.

For nylig stod en tidligere medarbejder i Socialdemokratiet frem og fortalte, hvor smerteligt det er for hende, at hun i 2011 underskrev en aftale om, at hun aldrig må omtale en krænkelse begået af partiets daværende gruppeformand Carsten Hansen.

Og i denne uge viste en medarbejder-undersøgelse i regeringspartiet så, at mindst 53 personer har oplevet krænkelser det seneste år - et år, hvor landet har været lukket ned i store perioder.

- Det er for mange. Det er 53 for mange, lyder det fra Mette Frederiksen.

- Hvordan kan man komme op på så mange sager, endda under en corona-nedlukning?

- Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der ligger bag det her, for det er en medlems-undersøgelse, hvor vi har gjort os den umage at spørge, hvordan det ser ud derude.

På et pressemøde onsdag kaldte statsministeren krænkelses-sager for et 'kultur-problem' i partiet, som hun har kendt til, siden hun var 15 år.

Vil ikke være konkret
Derfor ville Ekstra Bladet gerne høre, hvad hun indtil videre konkret har gjort for at gøre op med den kultur, siden hun blev formand:

- Hvad var det første, du gjorde for at gøre noget ved det kultur-problem?

- Ledelse er jo mange ting: det er både det, man konkret tager initiativ til, og så er det den kultur, man forsøger at skabe, siger hun.

- Og der håber jeg, at jeg fra starten har underbygget en kultur, hvor man er ordentlig over for hinanden, lyder svaret.

Vil ikke være teoretisk
Da Carsten Hansen overfusede og blandt andet slikkede den parti-ansatte i hovedet, blev hun som nævnt pålagt evig tavshed bagefter.

Daværende partiformand Helle Thorning-Schmidt sanktionerede Carsten Hansen ved at give ham ministerpost - dog en anden end den, han selv havde drømt om.

- Er plads til en 'Carsten Hansen' - eller en person med en lignende sag - på dit ministerhold?

- Det har jeg ikke… jeg kommer ikke til at forholde mig til teoretisk til de her sager.

- Er der lavet tavsheds-klausuler i din tid som formand?

- Nej, det er der ikke.