Mette F: - Jeg overvejede Johnson & Johnson

Statsministeren er tydeligt utilfreds med Sundhedsstyrelsens beslutning om at droppe Johnson & Johnson, som nu skal genvurderes af myndighederne

Da statsminister Mette Frederiksen fredag morgen lidt før 7.30 blev vaccineret med sit første skud PfizerBiontech, skete det næsten seks måneder efter, de første vaccinedoser blev leveret til Danmark.

Mette Frederiksen har insisteret - trods den vigtige og travle post som landets statsminister - på at vente i vaccinekøen sammen med resten af befolkningen, selvom det bl.a. har betydet, at hun måtte gå i karantæne under genåbningsforhandlingerne efter sin kontroversielle rejse til Israel tidligere på året.

- Jeg har ventet på, at det er min tur og er blevet indkaldt på lige fod med andre. Det er rigtigt, at jeg kunne have fået en vaccine før. Men jeg kan godt lide, at man venter på, at det bliver ens tur, lød det fra statsministeren, da Ekstra Bladet spurgte ind til, hvorfor hun ikke gjorde som andre statsledere.

Ekstra Bladet spurgte også statsministeren, om hun har overvejet at vælge en å Johnson & Johnson-vaccine som led i den tilvalgsordning med skrottede vacciner, som knap 44.000 danskere indtil videre har skrevet sig op til.

Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
 

- På det personlige plan mener jeg, at vaccination er det noget af det vigtigste i den her pandemi - også i forhold til at komme af med restriktionerne.

- Selvfølgelig har jeg også overvejet tilvalgsordningen, men nu har jeg været så heldig, at jeg alligevel stod for tur, lød det fra statsministeren, som med sine 43 år er blandt de danskere, der er indkaldt i det almindelige vaccinationsprogram.

Kritik af Brostrøm
Frederiksen har tidligere forholdt sig kritisk til Sundhedsstyrelsens og Søren Brostrøms beslutning om at droppe Johnson-vaccinen, der nu skal genvurderes af myndighederne.

- At Johnson & Johnson-vaccinen ikke indgår, er ikke en politisk beslutning, påpegede statsministeren med en opgivende armbevægelse under en partilederrunde i sidste måned.

- Det er ikke en beslutning truffet hverken i Folketinget eller i regeringen. Der er tale om  en godkendt vaccine i USA, i Europa af EMA og af de danske sundhedsmyndigheder. Mig bekendt er der ikke et eneste dødsfald relateret til mænd, der har taget vaccinen. Så det er Sundhedsstyrelsen, der egenhændigt har truffet den beslutning.

I samme ombæring fik Mette Frederiksen bedømt Sundhedsstyrelsens beslutning som 'særegen', hvilket på det Christiansborgske 'Fuglenes Sprog' er blandt de mere krasse bedømmelser, en statsminister kommer til at sætte på en myndigheds administrative beslutning.