Mette F langer ud efter Thulesen-Dahl

Det er utidig indblanding, når Kristian Thulesen-Dahl blander sig i overenskomstforhandlingerne, lyder det fra Mette Frederiksen

Mette Frederiksen giver Kristian Thulesen-Dahl en opsang, fordi han blander sig i overenskomstforhandlingerne. Foto: Jonas Olufson
Mette Frederiksen giver Kristian Thulesen-Dahl en opsang, fordi han blander sig i overenskomstforhandlingerne. Foto: Jonas Olufson

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen-Dahl, var i går ude at kommentere på den tilspidsede situation i forhandlingerne om overenskomst for de offentlige ansatte.

Særligt forsvarede han lærerne, da han til TV2 sagde, at der er en bodsgang at gå med henvisning til 2013, hvor Folketinget greb ind under lærernes lockout med et lovindgreb.

Det har fået en række af DF-formandens kollegaer på Chridtiansborg til at kritisere ham. Politikerne skal blande sig uden om overenskomstforhandlinger, lyder det.

Det skriver DR.

- Det, Kristian Thulesen Dahl gør ved at kommentere, er selvfølgelig utidig indblanding, for i den danske model er det arbejdsmarkedets parter, der forhandler, og det er faktisk okay, at det kan gå i hårdknude, siger Mette Frederiksen til TV2.

Finansordfører fra de konservative, Rasmus Jarlov, kommenterede også på Thulesen-Dahls indblanding i torsdagens udgave af Debatten på DR2.

- Det er forkert som politiker at gå ind på den måde at blande sig så konkret i forhandlingerne og sige, at der er en bestemt gruppe ansatte, som skal have bedre arbejdsforhold, sagde Rasmus Jarlov.

Danmarks statsminister siger også til TV2, at det er vigtigt, at Folketinget ikke blander sig i konflikten om overenskomstforhandlinger.

På Twitter bemærker brugerne også, at Kristian Thulesen-Dahl blander sig.

Brian Weichardt, politisk redaktør på Radio24syv, spørger på Twitter, om DF i 2013 ikke var med til at bakke op om lovindgrebet mod lærerne i 2013.

En anden bruger kalder det for hykleri, at DF bakker op om lærerne, fem år efter vedtagelsen af det lovindgreb, som partiet selv var med til at stemme igennem.

Børsens chefredaktør Niels Lunde spørger til, om politikeren ikke har respekt for den danske model længere, eftersom Kristian Thulesen-Dahl blander sig i konflikten mellem arbejdsgivere og de offentligt ansatte.

Det lovindgreb som Folketinget i 2013 stemte igennem med undtagelse af SF og Enhedslisten, handlede om en fastsættelse af lærernes overenskomst. Lovindgrebet var blandt andet med til at afskaffe lærernes arbejdstidsregler.

121 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere