Mette vil ikke have Morten med.
Socialdemokratiet melder nu ud, at partiet går til valg på at danne en socialdemokratisk et-partiregering. Uden de radikale og leder Morten Østergaard - eller andre regeringspartnere for den sags skyld.
Det skriver Mette Frederiksen i en kronik i Jyllands-Posten. Udmeldingen er kulminationen på længere tids iskold luft mellem Socialdemokratiet og de radikale på specifikt udlændingepolitikken, hvor S lige nu danner parløb med bl.a. Dansk Folkeparti.
- Vi løber ikke fra det flertal efter et valg. Vi skal ikke have flere udlændinge til Danmark, end vi evner at integrere. Og en regering skal have mulighed for at handle, hvis der igen bliver brug for nye initiativer, skriver Mette Frederiksen i Jyllands-Posten.
Tirsdag vil formand Mette Frederiksen ifølge Ekstra Bladets oplysninger i sin grundlovstale begrunde beslutningen med, at Socialdemokratiet vil fortsætte den stramme udlændingepolitik sammen med et bredt flertal bl.a. bestående af DF. Samtidig vil partiet holde fokus på velfærd, social retfærdighed og klima med partierne til venstre for midten.
Med ultimatummet om at fortsætte den stramme udlændingepolitik, er konklusionen hos S, at Morten Østergaard ikke er velkommen i regering med Socialdemokratiet. Derfor udmeldingen om, at partiet nu vil danne en et-partiregering.
I løbet af mandag aften har Christiansborg summet med rygterne om, at Mette Frederiksen med usædvanlig kort varsel havde indkaldt hele folketingsgruppen til et telefonmøde. Uden at angive årsag eller dagsorden.
Engell: Iskold luft mellem Østergaard og Frederiksen
Derudover har også Socialdemokratiets hovedbestyrelse været indkaldt til et telefonmøde. Mødeindkaldelserne kom bag på flere folketingsmedlemmer, som Ekstra Bladet var i kontakt med.
Dyb splittelse
Splittelsen mellem S og R har længe været dyb i dansk politik.
Senest kom det kraftigt til udtryk under Folketingets afslutningsdebat. Det skete, da Mette Frederiksen præsenterede et forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i fællesskab var blevet enige om som politisk kurs de seneste år.
Men de to sidste partier i rød blok, Alternativet og Radikale Venstre, nægtede at være med-underskrivere på forslaget. Årsag: Den udlændingepolitik, som Socialdemokratiet vil føre.
Derfor fremsatte Morten Østergaards tropper sammen med Alternativet deres eget forslag til vedtagelse. Det skete ganske opsigtsvækkende, selvom de to fløje i dansk politik normalt stiller med hvert deres samlede forslag.