Mette F. svarer igen: Tulle, velkommen til virkeligheden

Tiden, hvor man kunne love snuptagsløsninger, er forbi, lød det fra S-formanden

(Foto: René Schütze)
(Foto: René Schütze)

Kristian Thulesen Dahl brugte tidligere i dag en stor del af sin årsmødetale på at angribe socialdemokraternes nye formand Mette Frederiksen.

Og Mette Frederiksen svarer igen på sin tale på den socialdemokratiske kongres i Aalborg.

Se også: Thulesen: Merkel og Mette F. bærer ansvar for asylkrise

- Kristian Thulesen-Dahl. Lars Løkke: Velkommen til virkeligheden, lød det fra Mette Frederiksen i en tale, der i øvrigt langt hen ad vejen handlede om Socialdemokraternes særlige danske vej og lange historie.

- Jeg er overbevist om, at den tid, hvor man kunne slippe af sted med symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya, straksopbremsning og snuptagsløsninger, er en saga blot, lød det om indvandrerpolitikken.

I talen henvendte hun sig direkte til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – og tilbød en bred politisk aftale på asyl- og udlændingeområdet.

- Også her Lars Løkke Rasmussen: Velkommen til virkeligheden. Nu skal du tage dit ansvar på dig. Vis lederskab. Lad os lave en bred politisk aftale. Om asyl og udlændinge. Om reel og markant hjælp til nærområderne og verdens flygtninge. Om en skærpet indsats imod social dumping udefra, lød det fra S-formanden.

Klar til at vælte Løkke
Der har den seneste tid været undren over Mette Frederiksens udmeldinger om, at hun ikke vil lave velfærdsaftaler med Dansk Folkeparti uden om V-regeringen.  Hun slår dog fast, at socialdemokraterne er klar til at vælte Løkke, hvis chancen opstår.

- Vi kommer ikke til at holde hånden under Lars Løkke Rasmussen. Vi vil til gengæld gerne holde hånden under Danmark. Der er fire borgerlige partier, der har ønsket Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Og bare så det ikke kan misforstået. Hvis bare ét af de partier mister tilliden til regeringen, tøver vi ikke med at vælte den,  fastslår hun.

169 kommentarer
Vis kommentarer