Mette F sviner London i tale

London er ikke noget forbillede som smeltedigel, siger S-formanden i sin afsluttende tale på kongres

Mette Frederiksen på årets kongres. Foto: Louise Serup
Mette Frederiksen på årets kongres. Foto: Louise Serup

Danmark skal ikke se til London for at finde nogen som helst svar på de integrationsproblemer, landet står med.

Sådan lyder den opsigtsvækkende bredside fra S-formand Mette Frederiksen mod et danskernes foretrukne rejsemål, blot to dage efter den britiske hovedstad igen er blevet ramt af et terrorangreb, der med stor sandsynlighed er islamistisk motiveret.

Britisk politi: Londons undergrund ramt af terror

Trusselsniveau hævet til kritisk

- Så er der nogen, der siger: 'Mette, det kan sagtens lade sig gøre. Kig til London. Hu-hej, smeltedigel, global, international. Alt er dejligt.' Det er da ikke rigtigt. Der er da ikke fedt i London. London er klinisk renset for almindelige mennesker i midtbyen, fordi ingen har råd til at bo der, siger Mette Frederiksen i sin afsluttende replik fra Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

- Og når man så graver lidt dybere. Så er det ikke en by, hvor mennesker hænger sammen. Der er jo et område, hvor dem med pakistansk baggrund bor med deres normer, regler, mad, sædvaner. Og så er der et somalisk område og et arabisk område og et fjerde, siger Mette Frederiksen om millionbyen, der er Europas største med ca. otte millioner mennesker.

- Men hey, venner. Det var jo ikke, det vi ville. Vi vil have et samfund, hvor vi lever sammen, går i skole sammen og kender hinanden, siger S-formanden.

Den inderste del af London har ændret sig markant de seneste år. I dag er det stort set umuligt for almindelige mennesker at købe en bolig på det vanvittige boligmarked i byen, hvor rige russere og arabere samt en stor del af arbejderne fra den ekstremt højt betalte bank- og investeringssektor har sat sig på boligmarkedet.

Efter drama: S vedtager nyt indvandrerkritisk program

Mette Frederiksen bad i forbindelse med sine betragtninger om London meget direkte sine partifæller om mandat til at finde et kompromis på udlændingeområdet efter en kongres, hvor Socialdemokratiet har vedtaget et nyt principprogram med en langt mere barsk linje på udlændinge- og integrationsområdet.

Løftebrud
Mette Frederiksen fik også stukket til sin forgænger, Helle Thorning-Schmidt, da hun adresserede hele løftebrudsdiskussionen fra regeringsperioden mellem 2011-2015.

- Der er nogen, der har tabt deres tillid til os. Den tillid skal vi gøre os fortjent til igen. Det gør vi kun, hvis vi ikke lover mere, end vi kan holde. Og vi kan kun vinde danskernes tillid, hvis de altid kan stole på os. Og hvis de altid kan stole på mig, siger Mette Frederiksen.

- Derfor bliver I også nødt til som parti at give mig opbakning - hvad enten vi er sammen som nu, eller vi er længere væk fra hinanden - til at jeg evner som jeres formand at finde de rigtige balancer og indgå de rigtige kompromiser. Og dermed finde det socialdmeokratiske kompromis, som skal findes på de afgørende samfundsudfordringer. Og det gælder også på udlændinge. Det gælder også på udlændinge, siger Mette Frederiksen.