Mette F. giver Jokke carte blanche

Regeringen lægger op til, at prins Joachim med årpenge i behold tager definitiv afsked med Danmark

Prins Joachim har gjort sig bemærket for sin hæsblæsende racerkørsel, men det kniber med at få presset officielle pligter for kongehuset ind i kalenderen. Foto: Rotzau Scanpix/PETERSEN HENRIK R
Prins Joachim har gjort sig bemærket for sin hæsblæsende racerkørsel, men det kniber med at få presset officielle pligter for kongehuset ind i kalenderen. Foto: Rotzau Scanpix/PETERSEN HENRIK R

Prins Joachim kan se frem til på ubestemt tid at kunne spendere apanagen - 3,8 millioner kroner om året - og bo i Paris.

Tirsdag tilkendegav et flertal i folketinget, at de vil stemme for statsminister Mette Frederiksens forslag om, at prinsen må tage sine årpenge med til Frankrig.

Der er ikke nogen bagkant.

Stillingen i Paris har som udgangspunkt har en varighed på tre år, men med mulighed for forlængelse.

Derfor har Mette Frederiksen formuleret sit forslag således, at det er ’inklusive eventuel forlængelse’, og forslaget bliver efter alt at dømme stemt igennem.

Oplagt forlængelse
Det betyder, at prins Joachim kan hæve sine danske årpenge med sit franske hævekort, så længe han ønsker det, hvis han stadig arbejder som forsvarsattaché.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på forsvarsakademinet, vil det være oplagt, at prins Joachim fortsætter i mere end tre år.

- Det giver også god mening, da det er vigtigt at opbygge personlige netværk, så man kan få adgang til de informationer, som man har behov for.

- Hertil kommer, at jo bedre man forstår det samfund og land man arbejder i, desto bedre diplomat er man, siger Peter Viggo Jakobsen.

Royal afsked
Der lægges dermed op til, at prins Joachims er ved at tage sin afsked som dansk prins.

Han har kun deltaget i tre officielle begivenheder som prins af Danmark, siden han i september sidste år drog til Paris for at studere militære studier.

Den eneste gang han officielt rejste tilbage til fædrelandet, var under coronakrisen, hvor hans søn skulle undersøges på Rigshospitalet i forbindelse med sin astma.

Bjarne Laustsen, der er forsvarsordfører i Socialdemokratiet, afviser, at man har åbnet en kattelem, som prins Joachim kan bruge til at slippe ud af Danmark med apanagen i behold.

- Det er jo ikke en del af det. Han er stadig rigsforstander og kan rejse frem og tilbage i forbindelse med sit arbejde.

- Ingen kan jo spå om fremtiden, men vi synes, at den kombination, at vi har en kongelig, der har kvalifikationerne, skal ikke diskvalificere - tvært imod, siger ordføreren.

- Hvis prins Joachim alligevel ikke udfører et nævneværdigt antal officielle opgaver for det danske kongehus, bør han så helt droppe årpengene og blive aflønnet som forsvarsattaché?

- Jeg har personligt mødt prins Joachim i mange sammenhænge, blandt andet inden for det maritime.

- Det er slet ikke en opfattelse, jeg deler, og jeg fører ikke statistik over, hvem der deltager i hvilke møder, siger Bjarne Laustsen.

Ingen politik over Jokke

Det var lidt som at se det samme skuespil for titusinde gang, da Mette Frederiksens forslag blev debatteret i folketinget tirsdag eftermiddag.

Flankeret af Karsten Hønge (SF) og Eva Flyvholm (EL) snerrede venstrefløjen af kongehusets medfødte særstatus ud fra en grundholdning om, at demokrati bygger på lighed.

Alt i mens trådte resten af folketingets ordførere et skridt nærmere på en medalje, da de lystigt glædede sig over, at prins Joachim tiltræder som forsvarsattaché.

En af årsagerne til, at Enhedslisten ikke kunne stemme for statsministerens forslag var frygten for en problematisk sammenblanding af politik og kongehus - et nogo, som tidligere har givet kronprins Frederik alvorlige konflikter som medlem af IOC-komiteen.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, har Enhedslisten dog ikke noget at være bange for.

Han vurderer, at prins Joachim som forsvarsattaché agerer på ministerens vegne som en hvilken som helst anden embedsmand.

- Han handler på baggrund af de retningslinjer, som udenrigsministeren og forsvarsministeren udstikker, siger Peter Viggo Jakobsen.

194 kommentarer
Vis kommentarer