Bliver du eller din partner også straffet for at tage coronavagter, og er du klar til at stå frem ligesom Steffen Rosendahl, så skriv til kbl@eb.dk
Ambulancebehandler Steffen Rosendahl får økonomisk pisk, selvom han gør, som statsminister Mette Frederiksen (S) gerne vil have. Han giver den en skalle under coronapandemien.
- Jeg yder en ekstra indsats under coronasituationen, og det gør jeg selvfølgelig, fordi der er ekstra beredskaber, der skal driftes, sige Steffen Rosendahl.
- Det gør, at vi allesammen tager en ekstra tørn for at få situationen til at hænge sammen, fortæller han.
Uværdigt for hende
Men for hver ekstra vagt, som den 35-årige ambulancebehandler fra Horsens tager, modregner staten 30 procent i konens førtidspension.
- Helt konkret betyder det, at når jeg arbejder 12 timer, som jeg gør til daglig, så trækker de faktisk de sidste fire timer fra hendes ydelse, siger Steffen Rosendahl.
- Det er uværdigt for hende, men jeg synes også, det skaber en ulighed i samfundet generelt, forklarer han.
Familien Rosendahl er blevet modregnet på grund af Steffens almindelige løn i 2020. De ekstra vagter rammer senere, for han har trukket pinen ud.
- Vi har ført midler over til ratepension, og alle mine ekstravagter er først sat til udbetaling her med januarlønnen - det betyder så, at hun bliver reguleret i år, forklarer ambulancebehandleren.
Forventer smæk på 20.000 i år
Steffen Rosendahl er nødt til at få de ekstra vagter udbetalt, fordi det er umuligt at afspadsere i øjeblikket. Derfor får han udbetalt 200 timer til en værdi af knap 37.000 kroner.
Det svarer ifølge Steffens beregninger til en ekstra modregning af konens førtidspension på lidt over 6000 kroner. Og så har han stadig 100 timers overarbejde opsparet.
- Hvis ekstravagterne fortsætter, vil jeg optjene yderligere 36-48 timer om måneden, siger han.
- Så jeg forventer, at hun bliver modregnet op imod 20.000 kr. i 2021 - det er knap to måneders førtidspension for hende, fortæller Steffen Rosendahl.
Til gengæld får han et tak og en kold skulder fra Mette Frederiksen, som afviser at hjælpe coronahelten.
Fjern gammel lov
Modregningen i konens førtidspension skyldes gensidig forsørgerpligt, og Steffen Rosendahl har ikke meget tilovers for loven fra 1926.
- Jeg har svært ved at se fornuften i, at man skal modregnes yderligere for den anden parts arbejdsomhed, siger han.
- Jeg har svært ved at se, at det skulle gavne nogen som helst i sidste ende, fortæller ambulancebehandleren.
--------- SPLIT ELEMENT ---------