Mette F. skifter forklaring om nedlukning

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede det meste af landet ned 11. marts, lød hendes begrundelse, at det var 'myndighedernes anbefaling'. Nu siger hun, at de blot anbefalede at 'minimere social kontakt'

På et historisk pressemødet 11. marts annoncerede Mette Frederiksen en omfattende nedlukning af landet. Dengang henviste hun direkte til, at det var myndighedernes anbefaling, der lå til grund. Nu er forklaringen en anden. Video: Anthon Unger.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skifter nu forklaring om den mest vidtgående beslutning i nyere danmarkshistorie: nedlukningen af store dele af samfundet 11. marts.

Da Mette Frederiksen annoncerede den multimilliard-dyre beslutning på et pressemøde, henviste hun direkte til, at det var myndighedernes anbefaling, der lå til grund.

I dag siger hun, at myndighederne blot anbefalede at minimere social kontakt, og at nedlukningen var en politisk beslutning - altså mere end noget andet hendes egen.

Det sker, efter at Jyllands-Posten i dag kan fortælle, at Sundhedsstyrelsen i dagene og timerne op til pressemødet ikke havde den omfattende nedlukning af landet på sin liste over mulige tiltag.

Ikke desto mindre sagde statsministeren sådan her på det historiske pressemøde:

 - Det er myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip, sagde statsministeren blandt andet.

Efter Jyllands-Postens historie siger Mette Frederiksen sådan her til TV2:

- Den rådgivning, vi får, det er, at vi skal minimere social kontakt, siger Mette Frederiksen, der altså efterfølgende - blandt meget andet - valgte at sende alle offentlig ansatte hjem, hvis de ikke udførte samfundskritiske funktioner som for eksempel på sygehuse og i ældresektoren.

Se også: Statsministeren fastholder at myndigheder rådgav om nedlukning

Tavs af princip
Hun henviser samtidig til, at regeringen ikke kun har haft Sundhedsstyrelsens anbefalinger på bordet, men i stedet en 'bred myndighedsgruppe'.

Hun vil imidlertid ikke fortælle, hvem i denne brede gruppe af myndigheder der har anbefalet hvad.

Det vil statsministeren ikke 'helt principielt', understreger hun over for TV2.

Se også: Kommentatorer: Tvivl om hvorvidt grundlag for nedlukning kan skade Mette F.

Statsministeren lukkede også grænserne, hvilket Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, efterfølgende understregede, at der ikke var et sundhedsfagligt belæg for.

Se også: Partier vil have undersøgt forløb omkring nedlukning

Venstres Jakob Ellemann-Jensen kommer ud fra forhandlinger på Christiansborg med statsminister Mette Frederiksen (S) om yderligere genåbning i fase 2. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix Dansk politik - 21. maj. 2020 - kl. 11:40 Qvortrup: Ellemann fik gummiarm - Mette vinder igen

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Mette Frederiksen i Statsministeriet.

1580 kommentarer
Vis kommentarer