Mette F. vil hæve aktie-skat

Regeringen foreslår at hæve skatten på aktie-gevinster over 56.500 kr

Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling
Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling

Skatten skal stige på aktiegevinster over 56.500 kr.

Sådan lyder et forslag fra Mette Frederiksens (S) regering, som er en del af reformudspillet 'Danmark kan mere 1'.

Det erfarer Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger foreslår regeringen konkret, at beskatningen af aktiegevinster over 56.500 hæves til 45 procent fra de nuværende 42 procent.

Beskatningen af aktiegevinster op til 56.000 kroner lyder på 27 procent. Det ønsker regeringen - ifølge Ekstra Bladets oplysninger - ikke at ændre på.

Lavere dagpenge
Bliver regeringens udspil til virkelighed, vil det desuden indebære en lavere dagpengesats for unge nyuddannede uden børn.

I dag kan man som nyuddannet modtage 13.815 kroner i dagpenge om måneden, men her vil regeringen ifølge Ritzaus oplysninger sætte beløbet ned til 9500 kroner. Har man børn eller er over 30 år, er man berettiget til 15.844 kroner, og det vil der ikke blive pillet ved.

Disse oplysninger har Ekstra Bladet desuden fået bekræftet.

Mette F. vil hæve aktie-skat

10.000 flere i beskæftigelse
I udspillet, som Mette Frederiksen (S) sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tirsdag vil præsentere, vil det tilsyneladende også fremgå, at regeringen ønsker at få omkring 10.000 ekstra personer i beskæftigelse.

Ifølge TV 2 er der desuden lagt op til en ændring af dagpengesystemet, hvor der vil blive indført en trappemodel med en forhøjet sats for dem, der lige er blevet ledige - en sats, som derefter gradvist nedjusteres.

Derudover lægger regeringen op til 37 timers aktiveringspligt om ugen for jobparate kontanthjælpsmodtagere.