Mette F. vil stoppe Blackstone

Udenlandske kapitalfondes massive indtog på boligmarkedet har skabt bekymringer på Christiansborg, og nu er Socialdemokratiet klar med række forslag til at stoppe den lukrative fidus

Mette F. vil have stoppet de udenlandske kapitalfondes opkøb af billige boliger.
Foto: Jens Dresling
Mette F. vil have stoppet de udenlandske kapitalfondes opkøb af billige boliger. Foto: Jens Dresling

Det skal være slut med udenlandske bolighajers indtog på boligmarkedet.

Derfor er Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, klar med en række forslag, der skal forhindre kapitalfonde som Blackstones massive opkøb af lejeboliger i landets største byer.

- Det er et kæmpe problem, at udenlandske kapitalfonde i stor stil er begyndt at opkøbe billige boliger i København med det ene formål at tjene en masse penge på store huslejestigninger, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets firepunkts plan

Ud over at fordoble moderniseringsgrænsen, så det bliver dyrere at istandsætte et lejemål før huslejen kan hæves, foreslår Socialdemokratiet i dag en firepunktsplan, der skal sætte en stoppe for udenlandske bolighajers investeringer i udlejningsejendomme.

  • Huslejen må maksimalt være 10 pct. over den gennemsnitlige husleje for almene boliger i kommunen efter en § 5 stk. 2-renovering.

 

  • Der indføres en ny afgift på fortjenesten på udlejningsejendomme med boliger, som købes og sælges igen inden for en kort periode.

 

  • Huslejestigningen som følge af § 5 stk. 2-renoveringer skal være midlertidig, så huslejestigningen bortfalder efter en periode.

 

  • At § 5 stk. 2-renoveringer kun kan anvendes, hvis det forbedrer ejendommens energiklasse, så omfanget af ordningen begrænses.

Indbringende fidus
Kapitalfonden Blackstone, der er verdens største ejendomsforvalter, har været massivt i søgelyset på det seneste.

Via deres administrationsselskab 360 North har de opkøbt 157 udlejningsejendomme til en værdi af 10 milliarder kroner. Desuden står den konkursramte bolighaj Nils Jansson i front for foretagendet, der benytter sig af en særligt indbringende fidus.

Når en lejer fraflytter, sætter udlejer køkken eller bad i stand i lejligheden, en såkaldt 5.2-renovering, der kan fordoble eller tredoble huslejen efter reglerne om det lejedes værdi.

5.2 renovering

De danske udlejningsejendomme er blevet interessante for udenlandske investorer, fordi der ligger en stor gevinst og venter, når lejerne fraflytter deres bolig.

Ved at sætte køkken eller bad i stand i en lejlighed, en såkaldt 5.2 renovering, kan udlejer fordoble eller tredoble huslejen.

Boligreguleringslovens § 5. stk. 2 blev indført i 1996 for at gøre det muligt at renovere de mange nedslidte lejemål.

Der skal foretages en 'gennemgribende renovering' på cirka 2.500 kroner per kvadratmeter, før et lejemål kan reguleres efter lejeloven.

På Frederiksberg er tre ejendomme med mange socialt anviste beboere for nyligt blevet solgt til Blackstone. Det har skabt frygt blandt beboerne, for Blackstone er kendt for at benytte sig af aggressive metoder for at få lejerne til at flytte.

Den bekymring kan Socialdemokratiets formand godt genkende.

- Jeg tror, at mange lejere med rette er nervøse og utrygge ved kapitalfondenes opkøb af deres ejendomme og forholdsvis aggressive fremfærd over for lejerne, siger Mette Frederiksen.

I en aktindsigt som Ekstra Bladet har fået fra Huslejenævnet i København, fremgår det, at der er blevet klaget 99 gange over Blackstones administrationsselskab, 360 North.

Claus Højte, direktør i Lejernes LO, har hørt om flere episoder med Blackstone, hvor beboere er blevet tilbudt penge for at flytte, eller hvor vandet pludselig er stoppet med at virke. Han glæder sig nu over de politiske tiltag, selvom han helst så, at man helt afskaffede fidusen.

- Alle tiltag, der kan sætte en stopper de lige nu ukontrollerede lejestigninger, er gode. Vi så allerhelst, at man helt afskaffede muligheden for at lave 5.2-renoveringer, men de fire tiltag er fornuftige, siger Claus Højte.

Udskældt kapitalfond

Den amerikanske kapitalfond Blackstone er flere gange blevet beskyldt for at have benyttet skattely.

Blackstone har opkøbt 157 ejendomme i Danmark.

Blackstone samarbejder med det danske firma 360 North – hvor Nils Jansson, der blev kendt som speedy under finanskrisen, er investeringsdirektør i, og som hans mindreårige døtre ejer.

DF: Det skal belyses ordentligt
I sidste uge meldte Dansk Folkepartis boligordfører, Merete Dea Larsen, ud, at der skulle gøres noget ved problemet på kort sigt.

Hun vil have sat beløbet for moderniseringer op fra en kvart til en halv million kroner. Det vil gøre det mindre interessant at investere i de små, billige lejligheder. Det har lige nu et flertal bag sig bestående af S, SF og Enhedslisten.

Merete Dea Larsen nikker genkendende til de fire punkter, som Socialdemokratiet i dag præsenterer, men hun vil vente på, at et udvalg bestående af de forskellige parter ser nærmere på det.

- Jeg mener helt klart, at der skal gøre noget nu, men på længere sigt er det vigtigt, at vi hører alle parter i sagen, siger hun.

For de forslag, Socialdemokratiet kommer med nu, frygter hun rammer andelsboliger og helt almindelige udlejere.

Indkalder til forhandlinger
Mette Frederiksen afviser, at indgrebet over for ejendomsspekulanter skal gå ud over andelsboliger. Derfor er hun klar til at forsøge at finde andre løsninger:

- Vi vil gå langt for at sikre, at andelsboligen bliver ved med at være en mulighed for almindelige mennesker, og derfor har vi ikke lagt os fuldstændig fast på løsningerne. Men vi er nødt til at samle os om at få skabt en by for alle, siger hun.

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke mulighed for at stille op til interview. Han henviser til et forlig, der blev vedtaget i 2014 på lejeområdet. Oven på Socialdemokraternes udspil vil han nu indkalde til drøftelser.

'Forliget kan ikke ændres, medmindre der er enighed blandt alle partierne i forligskredsen. Jeg vil indkalde til et møde med partierne, så vi kan drøfte Socialdemokraternes forslag, men der skal være enighed i hele forligskredsen, hvis forslagene skal kunne gennemføres,' siger Ole Birk Olesen i en skriftlig kommentar.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra 360 North eller Blackstone.

Se også: Snart slut med udenlandske bolighajer

Se også: Politikere vil stoppe Blackstone: Gemmer lejligheder væk

Se også: Politikere vil stoppe Blackstone: Gemmer lejligheder væk Se også: Blackstone opkøber Karins barndomshjem: Frygter tårnhøj husleje

Se også: Politikere vil stoppe Blackstone: Gemmer lejligheder væk Se også: Blackstone opkøber Karins barndomshjem: Frygter tårnhøj husleje Se også: Advokat bag omstridt Blackstone-handel beskyldes for dobbeltrolle

Se også: Politikere vil stoppe Blackstone: Gemmer lejligheder væk Se også: Blackstone opkøber Karins barndomshjem: Frygter tårnhøj husleje Se også: Advokat bag omstridt Blackstone-handel beskyldes for dobbeltrolle Se også: Verner forsøgte at stoppe Blackstone-handel: - Det ærgrer mig stadig

142 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere