Mette freder omstridt moske - beviserne mangler

Justitsministeren er fristet af at lukke foreningen bag Grimhøjmoskéen, men beviserne mangler, forklarer hun

Justitsminister Mette Frederiksen afviser, at den omstridte moske kan lukkes. Foto: Jens Dresling
Justitsminister Mette Frederiksen afviser, at den omstridte moske kan lukkes. Foto: Jens Dresling

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er fristet af at lukke Grimhøjmoskéen i Aarhus, men der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at lukke foreningen bag moskéen, som, man ikke kan bevise, overtræder grundloven.

Det siger ministeren ved en hasteforespørgsel i folketingssalen.

- Lad mig være helt ærlig. Jeg er da fristet af bare at lukke den moské, nøjagtig som jeg kan være fristet af at lukke rockerborge, pædofiliringe, Hizb-ut-Tahrir og andre, der så tydeligt står for synspunkter, holdninger og værdier, som, jeg ikke mener, er foreneligt med vores åbne demokratiske Danmark.

- Så enkelt er det bare ikke, siger Mette Frederiksen.

Der er nemlig ikke beviser for at foreningen bag Grimhøjmoskéen har til formål at opnå sit mål ved vold eller opfordring til vold, som det kræves i Grundlovens paragraf 78, før det er muligt at opløse en forening.

- Det er fortsat Justitsministeriets faglige vurdering, at der ikke på nuværende tidspunkt forelægger et tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag mod en eventuel forening bag Grimhøjmoskéen, siger Mette Frederiksen.

Justitsministeren slår dog fast, at der i et vist omfang foregår rekruttering af syrienkrigere i miljøet omkring moskéen.

- Efter oplysninger fra Østjyllands Politi sker rekrutteringen af såkaldte syrienkrigere til både Syrien og Irak tilsyneladende fra en mindre gruppe af meget religiøse unge, som blandt andet har et tilhørsforhold til en forening i forbindelse med moskéen på Grimhøjvej, siger Mette Frederiksen.

Hasteforespørgslen er indkaldt af Dansk Folkepartis integration- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, og kommer i kølvandet på en DR-dokumentar fra sidste uge, der viste, at formanden for moskéen er tilhænger af den voldelige jihadistgruppe Islamisk Stat.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere