Mette stoppede indsamling til 'bager-Ali': Ingen penge tilfalder mig!

Den konservative gruppeformand og politiske ordfører Mette Abildgaard svarer på kritikken af indsamling

Billederne der startede indsamlingen: Her bliver Alis bageri smadret af maskerede mænd.

Først blev hun rost til skyerne, så kom en sand storm af kritik.

Den konservative gruppeformand og politiske ordfører Mette Abildgaard har haft en hektisk uge efter, at at hun startede en indsamling til den hærværksramte Tingbjerg-bager Ali Parnian, som siden blev stoppet efter mistanke om, at Ali Parnian selv har spillet en rolle i sagen.

Se også: Efter 'Bager-Alis' dom: 500.000 stadig tilbageholdt

Ekstra Bladet har tidligere forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mette Abildgaard. Nu har hun skrevet et langt indlæg på facebook, hvor hun svarer kritikerne i sagen. Blandt andet forklarer hun, at der først vil tages stilling til, om Ali skal have den knap halve million, der er indsamlet, når politiet har efterforsket hærværksepisoden færdig.

- Politiet har udtalt, at ”der tegner sig et broget billede” af hvad der reelt er sket i Tingbjerg. At de efterforsker sagen bredt og ser på muligheden for tilknytningen til en anden afpresningssag, hvor Alis far er involveret. Altså er der sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi kan stole på, at Ali reelt er blevet udsat for krav om beskyttelsespenge, og at det er årsagen til, at hans bageri blev udsat for hærværk. Det vil sige, at der er sat spørgsmålstegn ved hele grundlaget for indsamlingen – og derfor kan vi ikke bare overføre pengene lige nu. Nu må vi lade politiet gøre deres arbejde, og give os selv tid til at skabe et klarere billede af, hvad der er op og ned. Indtil vi føler os trygge ved at træffe en ansvarlig beslutning. Intet er konkluderet endnu, skriver hun.

Dansk politik - 26. jan. 2018 - kl. 10:57 Samlede ind til Ali: Du er en 'dum muslim so'

Mette Abildgaard afviser også på det kraftigste hun selv skulle have haft en økonomisk gevinst ud af indsamlingen:

- Men der er altså (NATURLIGVIS!) ingen model overhovedet, hvor de mange penge tilfalder mig, som nogen også har antydet i medierne, skriver hun.

 

Læs selv her Mette Abildgaard 'interview' med sig selv:

Hvorfor samlede du ind til Ali, og ikke til X,Y eller Z i stedet?

Jeg har samlet ind til rigtig mange ting, de sidste 10-15 år. Jeg har i 13 år været frivillig kampagneleder for Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg har været ansvarlig for indsamlingen af præcis 792.246 kr.

Derudover har jeg tidligere selv stået i spidsen for indsamlinger til julegaver til børnene på en række børnehjem i Danmark + en indsamling til veteranerne på soldaterhjemmet i Høvelte. Jeg har samlet ind til vores udsendte soldater i krigszoner. Jeg har været indsamler for Scleroseforeningen/Gigtforeningen, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp. Dertil kommer indsamling til et Lukashuset (børnehospice) og de danske hjemløse. Lige nu bakker jeg op om Danmarks Indsamlingen, hvor jeg er på ”auktion”. Jeg har naturligvis også selv støttet alle disse forskellige gode formål med mine egne penge.

Jeg tror på det, man kalder et stærkt civilsamfund, hvor vi løfter i fællesskab, og derfor har jeg lavet frivilligt arbejde i mange år, før jeg blev aktiv i politik. Derfor er jeg ked af anklagerne om, at indsamlingen var et ”mediestunt”.

Hvorfor udbetaler I ikke bare pengene til Ali nu?

Fordi politiet har udtalt, at ”der tegner sig et broget billede” af hvad der reelt er sket i Tingbjerg. At de efterforsker sagen bredt og ser på muligheden for tilknytningen til en anden afpresningssag, hvor Alis far er involveret. Altså er der sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi kan stole på, at Ali reelt er blevet udsat for krav om beskyttelsespenge, og at det er årsagen til, at hans bageri blev udsat for hærværk.

Det vil sige, at der er sat spørgsmålstegn ved hele grundlaget for indsamlingen – og derfor kan vi ikke bare overføre pengene lige nu. Nu må vi lade politiet gøre deres arbejde, og give os selv tid til at skabe et klarere billede af, hvad der er op og ned. Indtil vi føler os trygge ved at træffe en ansvarlig beslutning. Intet er konkluderet endnu.

Opdatering: Flere spørger til sagen fra Østre Landsret, hvor der blev afsagt dom i dag. Her blev Ali frikendt for ildspåsættelse og forsikringssvindel. Politiets udtalelser om et "broget billede", har altså intet med sagen fra Østre Landsret at gøre. Det bygger på de efterforskninger de gør af Alis sag fra Tingbjerg.

Hvad skal der ske med pengene, hvis de ikke skal overføres til Ali?

Det bestemmer jeg ikke alene, det gør derimod den Indsamlingskomite som er oprettet. Den består af Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet og Chris Bjerknæs fra DFU. Vi har dog ikke helt frie rammer, det reguleres af Indsamlingsnævnet. Vi har uden tvivl lov til at annullere indsamlingen og føre samtlige penge retur til folk igen. Hvorvidt dette rent praktisk kan lade sig gøre, det er vi ved at undersøge med MobilePay og Jyske Bank.

Kan I ikke bare give pengene til et andet velgørende formål?

Det vil skulle kræve en dispensation fra Indsamlingsnævnet, og det er langt fra sikkert, om det vil blive givet. Det vil være et klart krav, at det andet velgørende formål er relateret til den oprindelige indsamling. Altså kan man ikke vælge fx Kræftens Bekæmpelse eller Red Barnet, fordi det intet har at gøre med den oprindelige indsamling.

Jeg vil være meget splittet i forhold til at give til et andet formål, for folk har doneret penge til denne specifikke sag og ikke alt muligt andet. Men hvis pengene i stedet tilbageføres til folk, så kan man jo frit selv vælge at donere dem til velgørende formål – eller starte en ny indsamling til Ali, hvis man synes det er det rigtige.

En mulig model er også, at man ansøger om at lade pengene gå til 2-3 andre velgørende formål + giver folk 14 dage til at ytre ønske om, at de i stedet vil have deres penge retur.

Men der er altså (NATURLIGVIS!) ingen model overhovedet, hvor de mange penge tilfalder mig, som nogen også har antydet i medierne.

Hvad skal der ske med renterne af den halve million, der er indsamlet?

Jeg tror ikke, at der er nogen renter på den foreningskonto der er oprettet til formålet. Men løber der renter på, så udbetales hver en krone til velgørenhed.

Har du samlet ind til Ali fordi han kommer fra Iran?

Nej. Men jeg kunne heller ikke drømme om at UNDLADE at samle ind til Ali, fordi han har rødder i Iran.

Har du været naiv og fortryder du indsamlingen?

Jeg er opdraget til at tro på det bedste i andre mennesker. Tillid er en grundlæggende dansk værdi, som jeg forsat vil leve efter, også selvom det kan betyde, at man brænder fingrene engang imellem. Derfor er jeg forsat stolt over, at så mange danskere bakkede op og donerede penge - og jeg fortryder ikke, at jeg tog initativet. Heller ikke selvom det har givet søvnløse nætter og mange spekulationer de seneste dage. (Og nej Ekstra Bladet, nu skal I ikke lave en overskrift med: Abildgaard søvnløs om natten...)

246 kommentarer
Vis kommentarer